Weblog over u-landskalenderprojektets udvikling

6. august 2007

Arbejdsgiverne giver mange løfter

En børneklub under U-landskalenderprojektet i Bangladesh har organiseret Det Mobile Hold, der opsøger børnearbejdere og deres arbejdsgivere for at skabe bedre arbejdsvilkår. Zhilik Parvin, 15 år, skriver:

Vi kan godt lide at møde vores arbejdende venner, og vi vil gerne hjælpe dem, så de kan få bedre arbejdsvilkår. Hvis de har lyst, kan de også blive medlemmer af klubben. 

Vores venner har mange problemer. For eksempel får de ikke morgenmad, de bliver behandlet dårligt, de har ikke mulighed for at lege, deres arbejdsmiljø er farligt, og de har ikke et ordentligt sted at sove. Vi har startet Det Mobile Hold for at løse de problemer. Vi mener, at det er den mest effektive måde at rejse deres problemer overfor arbejdsgiverne på. Når vi rykker ud som Det Mobile Hold, respekterer folk os, og de kan ikke undgå os.

I vores klub har vi ugentlige møder, og vi diskuterer, hvordan vi bedst kan hjælpe de arbejdende børn. På et møde besluttede vi, at Det Mobile Hold hver uge skal besøge forskellige steder i Kurigram-området. Indtil videre er vi den eneste klub, der har et mobilt hold.

Vi oplyser arbejdsgivere om børnearbejderes problemer, og de arbejdende børn får information om deres rettigheder. Nogle arbejdsgivere går med til at give børnearbejderne bedre vilkår. De giver mange løfter, men vi har stadig til gode at se resultater, men vi er også først lige begyndt.

I fremtiden vil vi holde et møde med alle arbejdsgivere i Kurigram. På mødet vil vi rose alle de arbejdsgivere, der holdt deres løfter om at skabe bedre arbejdsmiljø for børnearbejdere.

Problemer løses med teater

Bulbul, 15 år, laver Teater for Udvikling sammen med sin klub i det nordlige Bangladesh. Han skriver:

Vi er mennesker. Vi er ikke dyr. Vi har brug for et smukt liv. Men for at skabe et smukt liv, skal vi igennem mange problemer. På samme tid skal vi løse problemerne. Når vi løser problemer ved at optræde foran beslutningstagere, der kan løse problemerne, så bliver skuespil til Teater for Udvikling. 

I Teater for Udvikling identificerer vi først økonomiske og sociale problemer i vores liv. Så udvikler vi et teaterstykke om problemet. Bagefter udpeger vi de medlemmer af lokalsamfundet og den lokale regering, der kan løse problemerne.

Når vi har vist teaterstykket, diskuterer vi, hvad der er godt, og hvad der er skidt i stykket, med publikum, og hvordan vi kan løse problemet. På den måde forsøger vi at påvirke folk. Når problemet er løst, kan vi sige, at Teater for Udvikling virker efter hensigten.

Vi via Teater for Udvikling forventer vi, at vi kan opnå:

• Højere løn.
• Fred i familien takket være oplysning om rettigheder til forældre.
• Mindre overtro og sociale problemer i lokalsamfundet.
• Adgang til at kommunikere direkte med lovgivere, politi og forskellige regeringsrepræsentanter. Det øger vores kunnen og selvtillid at have med den slags mennesker at gøre.

ID-kort giver respekt

Hvorfor har børnearbejdere brug for ID-kort? 14-årige Rana skriver om, hvorfor det er blevet en mærkesag i hans klub:

Vi går fra dør til dør og fra marked til marked forskellige steder i Kurigram-området for at sælge vores varer. Vi sælger normalt kamme, pudder, spejle, hårbånd, læbestift, små bøger, armbånd og andre ting. Nogle gange rejser vi langt. 

Vi har brug for ID-kort, fordi folk nogle gange tror, at vi er involveret i handel med børn. De er hårde ved os. De siger nogle gange, at de vil smide os i fængsel. De kalder os øgenavne som ”underklasse”. Det er ydmygende og får os til at føle os som udskud. Nogle gange betaler folk os for lidt ved at true os eller udnytter, at vi er børn af fattige familier.
Hvis vi har ID-kort, vil folk respektere os, fordi vi har vores egen identitet, som er godkendt af den lokale regering.

Hvis vi bliver snuppet af politiet, kan vi også vise vores ID-kort. Det vil hjælpe os til at slippe for overgreb.

Vores forældre har tilbudt at give penge til fotos og fremstilling af ID-kort. Vores plan er nu at lave en teaterforestilling for embedsmænd fra den lokale regering, så de kan forstå vores problem og gå med til at skrive under på vores ID-kort. På den måde kan vores ID-kort blev betragtet som værdifulde, og de vil give os sikkerhed, respekt og få politiet til at holde op med at genere os.

Opsparing – også for børnearbejdere

Selvom ens løn er lille, kan det betale sig at spare op, skriver Bulbul, 15 år:

Hvis vi sparer penge op, kan det hjælpe alle børn i vores klubber. Man kan betragte opsparingerne som en personlig fordel. Desuden kan opsparing være en god støtte for alle børn, hvis der sker et uheld eller en ulykke. 

Børnearbejdere kan ikke opspare et kæmpe beløb ad gangen, men hvis vi begynder med småbeløb, vokser beløbet i løbet af et år. Med den slags penge kan vi lave småforretninger, og vi kan skifte arbejde. For eksempel er det hårdt og kedeligt at producere cigaretter, og lønnen er elendig. Hvis vi sparer op, kan vi måske skifte job en dag, hvis vi har en opsparing at investere i en ny forretning.

Vi kan også bruge opsparede penge på at vedligeholde vores klubhus, arrangere aktiviteter og programmer. Vi kan også lave en have.

Vi kan også hjælpe andre med at åbne en konto, hvis de ikke har en i forvejen.

Højere løn til unge cigaretmagere

Af Lotte Ladegaard, konsulent på U-landskalenderprojektet

De endte med ikke at boykotte cigaretfabrikkerne. Alligevel fik de højere løn. Er der noget, der ringer? Ellers må du søge længere ned her på siden for at få forhistorien om børnene i cigaretindustrien i det nordlige Bangladesh (se d. 18/10 2005 og d. 28/11 2006).

”Vi fik kolde fødder”, forklarer Kalam, der hjælper børneklubber i det nordlige Bangladesh med at få bedre arbejdsvilkår. ”Alle advarede os imod at boykotte cigaretfabrikkerne. Ejerne er simpelthen for magtfulde, og vi risikerede, at de lod deres vrede gå ud over børnenes familier”.

Men hvordan gik det så til, at børnene i dag får 2,50 taka (0,21 kr.)  i stedet for 2 taka (0,17 kr.) for at producere 100 cigaretter? ”Det er helt klart børnenes egen fortjeneste. De har arrangeret møder med fabriksejerne, og de har igen og igen opsøgt de mellemledere, der uddeler arbejdet til børnene. Hvert barn har lagt pres på hans eller hendes mellemleder”, siger Kalam.

Børnene overvejer dog stadig en boykot. ”De tre største fabrikker her i området styrer alt. Derfor er det nødvendigt at boykotte alle tre på én gang. Og hvis alle fabriksarbejdere – børn som voksne – deltager, så ejerne af fabrikkerne ikke kan se sig gale på enkelte børn og deres familier, ja, så vi helt klart opnå meget ved en boykot”, mener Kalam.

Vi vidste ikke, at børn har rettigheder
Af Lotte Ladegaard, konsulent på U-landskalenderprojektet, 18. december 2006

Durgapur er måske et af Bangladeshs smukkeste områder. En bjergrække markerer grænsen til Indien, og floder skærer området over på kryds og tværs.

Floderne giver liv til området. Dyr, mennesker, mad og ting bliver flyttet fra sted til sted på store og især små både. Sten og sand fra flodlejerne bliver til byggematerialer. Fisk betyder mad i munden. Og små kulstykker fra bunden af floden kan bruges som brænde. Eller til at sælge.

Durgapur er nemlig også et af de fattigste områder i Bangladesh, og alle kæmper for en daglig indtægt. Ikke mindst børnene i landsbyen Deptoli, der samler kul fra flodlejerne. Hver dag i vand til livet, også i de kolde vintermåneder. En hel dags arbejde i floden giver fire-fem kroner.

Nogle få af børnene går også i skole. ”Jeg samler kun kul efter skoletid og på fridage, så jeg kan betale mine bøger og eksamensgebyr. Nogle gange, hvis mine forældre trænger ekstra meget til penge, samler jeg kul i stedet for at gå i skole”, forklarer en lille dreng.

Børnene i Deptoli har også en klub: ”Vi har ikke så megen tid, men det er godt at have en klub. Vi mødes enten tidligt om morgenen eller om aftenen efter arbejde. Vi har aldrig lært om børnearbejde før, og vi vidste ikke, at børn også har rettigheder. Fra nu af vil vi kæmpe for vores rettigheder”.

Kommunikation – også for børn
Af Lotte Ladegaard, konsulent på U-landskalenderprojektet, 11. december 2006

I Bangladesh lytter de voksne sjældent til børn, og børn lærer fra starten, at de skal holde mund, når der er voksne til stede. Hvis børn skal have en chance for at påvirke sådan et samfund, har de brug for at lære at kommunikere på en måde, der ikke støder de voksne, men som alligevel har gennemslagskraft.

Derfor er Red Barnet i gang med at teste et kursus i kommunikation for børnearbejdere. To grupper af unge har allerede deltaget i kurset, og de syntes, det var helt kanon.

I løbet af en weekend prøvede de blandt andet at arrangere gadedemonstrationer, drama og at tage fotos. Via et rollespil lærte de unge at argumentere deres sag igennem overfor voksne.

Den ene af grupperne kommer fra det aller fjerneste nordlige hjørne af Bangladesh – fra Bhurungamari, som vi tidligere har beskrevet her i webloggen. Her havde kun to af deltagerne set en avis før, men ved fælles hjælp fandt alle deltagere frem til de artikler, der handlede om børns og unges problemer.

Medierne i Bangladesh skriver faktisk om for eksempel børnearbejde, men deltagerne i kurset havde aldrig tænkt over, at de selv ville kunne få journalister til at beskrive deres problemer.

”Det vil vi gøre i fremtiden”, konstaterede de.

De unge mødre
Af Lotte Ladegaard, konsulent på U-landskalenderprojektet, 4. december 2006

En dag i efteråret 2006 besøgte jeg en børneklub i landsbyen Chowratari i det nordlige Bangladesh. Klubbens medlemmer, der næsten alle arbejder på cigaretfabrik, virkede trætte, men de ville gerne lege, sagde de.

Først stod de store piger bare og så på. Så fandt vi ud af, at store piger ikke har lov at lege i Chowratari. De betragtes nemlig som voksne.Så snart vi havde lukket porten til den lille gård udenfor klubhuset, blev pigerne imidlertid til børn igen.

Lydene fra blindebuk, fange, drama og sange tiltrak også de unge mødre fra landsbyen. Gang på gang listede en mor med sit barn på armen ind, til gården var næsten fuld af kvinder, små børn og legende piger. Det rystende var bare, at de unge mødre ikke var mange dage ældre end de legende piger.

Børneægteskaber er stadig helt almindelige i Bangladesh. Mange fattige familier betragter piger som en byrde, fordi hun skal beskyttes mod overgreb fra mænd og traditionelt ikke arbejder udenfor hjemmet efter puberteten. Desuden skal hun have en relativt stor medgift, som vokser med alderen.

Derfor giftes fattige piger bort hurtigst muligt.

Børnearbejdere til kamp mod dårlig løn
Af Lotte Ladegaard, konsulent på U-landskalenderprojektet, 28. november 2006

Cigaretter er ikke for børn. Alligevel er cigaretfabrikkerne i Bangladesh fulde af børnearbejdere. Det kan du læse mere om her på siden i en weblog fra 18. oktober 2005. Siden den blev skrevet, har nogle af børnearbejderne simpelthen fået nok af at blive spist af med tre kroner om dagen for 12 timers arbejde i usundt støv.

”Børneklubben i en af de landsbyer, hvor jeg arbejder, har besluttet sig for at boykotte deres fabrikker, til de får en bedre løn”, fortæller Kalam. Kalam er ansat til at hjælpe børnearbejderne i U-landskalenderprojektet i Kurigram i det nordlige Bangladesh med at få et bedre børnearbejderliv.

Normalt tør børnearbejdere ikke gøre oprør mod deres arbejdsgivere, fordi de er bange for at miste jobbet og den indtægt, der er altafgørende for, at deres familie får mad på bordet.

I Kurigram er det anderledes. Her udgør børnene op mod 70 procent af alle arbejdere på cigaretfabrikkerne, og da alle børn i landsbyen er med i klubben, er det umuligt for fabriksejerne at finde andre børnearbejdere i området. Og voksne arbejdere – de kræver tre gange så meget i løn.

Mon ikke det lykkes børnearbejderne at få bare en lille lønforhøjelse?

Valgkamp går ud over børnene
Af Lotte Ladegaard, konsulent på U-landskalenderprojektet, 20. november 2006

Valgkampe er ikke for børn. Slet ikke i Bangladesh, hvor en valgkamp i bedste fald betyder, at hverdagen går i stå. I værste fald bliver valgkampen til en kamp på liv og død.

En sådan valgkamp lammer lige nu alt i Bangladesh. I sidste uge mistede et par mennesker livet, og flere tusinde blev såret, da oppositionspartierne gik på gaden for at protestere mod det, de betragter som optræk til valgfusk.

Tre måneder før Bangladesh skal til valg, overtager en neutral overgangsregering altid magten. Eneste opgave er at planlægge valget. Denne gang tror oppositionen bare ikke på, at overgangsregeringen er neutral, og derfor demonstrerer millioner af mennesker og blokerer alle større veje i hele landet. Regeringen svarer igen med politistave, tåregas og blodige moddemonstrationer.

For projektet ”Børnearbejdere tager sagen i egen hånd” betyder det, at alle aktiviteter lige nu er gået næsten i stå. Det er simpelthen for farligt overhovedet at gå udenfor.

Hvis du kan læse engelsk, kan du klikke dig ind på den bangalske avis www.thedailystar.net, som hver dag bringer nyt om valgkampen.

Vi er ikke bange for noget
Af Lotte Ladegaard, konsulent på U-landskalenderprojektet, 16. november 2006

Vi er ikke bange for noget De stråler af stolthed. Først indkaldte de lokale politikere og arbejdsgivere til et stort, åbent møde i byen. Dér overrakte børnene et notat, som fastslog, at alle arbejdsgivere skulle give børnearbejdere tid til frokostpause. Børnene krævede også sæbe og vat, så de kunne rense sår, når de skærer, stikker eller brænder sig under arbejdet.

Jeg mødte de strålende børnearbejdere i provinsbyen Kurigram i det nordlige Bangladesh i efteråret 2006, hvor de netop havde gennemført deres andet møde med politikerne og arbejdsgiverne. ”Det virker!”, jublede de. ”Vi får faktisk fri til frokost nu, og nogle af os får endda lidt penge til mad”.

Umiddelbart lød det næsten for nemt. Da jeg gik dem lidt på klingen, indrømmede de da også, at det har været en lang proces, der kun er lykkes, fordi børnene har organiseret sig i deres egen klub. Klubben får støtte af Red Barnet og den lokale organisation Solidarity, der har ansat en medarbejder, Kalam, til at hjælpe børnene med at kæmpe for bedre arbejdsvilkår.

”I starten lyttede de voksne slet ikke til os, men så tog Kalam og nogle andre voksne fra vores slum med hen for at tale med politikerne”, fortæller børnene. Og det ender ikke her. Børnene har også besluttet at kræve beskyttelsesbriller og handsker til alle de børn, der svejser eller arbejder med farlige maskiner.

”Måske får vi også en ordentlig løn engang? Det har vi i hvert fald tænkt os at forlange – også selvom vi er nødt til at diskutere vildt med alle byens spidser. Vi vil aldrig mere være bange for at kræve noget mere”.

Snigda kæmper med at tage en beslutning.

Uhm, smagsprøver!

Rukshar, Shahnaz, Parvin og Dolly efter ædegildet.

En sød afslutning
Af Lotte Ladegaard, informationskonsulent på U-landskalenderprojektet, 13. december 2005

Så er MEGAFONEN næsten slut. I hvert fald for børnene, som, pånær tre webredaktører, er færdige med projektet. Den store afskedsceremoni fandt sted på Dhakas bedste isbar. Udgangspunktet var, at alle skulle have lov at spise til kvalmestadiet, og det gjorde de.

Selv holdets yngste, lillebitte Dolly på 10 år, holdt fri fra arbejdet med at sy pailletter på tøj for at æde sig igennem to enorme isvafler. Hun sang stadig, da et par af Red Barnets biler kørte alle tilbage til kontoret.

Krisen opstod faktisk først et døgn senere. Vi havde nemlig omhyggeligt taget is med hjem til de børn og unge, der ikke havde tid til isbarturen. Men da de kom for at tage hul på de medbragte halvanden liter is, var isen pist forsvundet fra kontorets fryser.

Meget mystisk, for ingen vil kendes ved at have spist den, og da fryseren ikke står i nærheden af U-landskalenderprojektets lokaler, har vi ikke kunnet følge isens gang.

Så nu er der et emne for næste medarbejdermøde på Red Barnet Sverige-Danmarks kontor i Dhaka: Hvem har spist børnenes is? Helt personligt håber jeg, at gerningsmændene har alvorligt ondt i maven, eller endnu bedre: I samvittigheden.

Imens er en kurer sendt i byen efter mere is, så historien kan få en sød afslutning for alle – trods alt.

Sidste runde af MEGAFONEN
Af Lotte Ladegaard, informationskonsulent på
U-landskalenderprojektet,
11. december 2005

I Dhaka er vi nu i gang med sidste runde af MEGAFONEN. Hvor de første uger handlede om at lave ren research, tage billeder, hente video hjem og producere lyde bestilt af danske skoleelever, skriver Ichchey Mediehusets medlemmer nu derudaf selv. I hånden, for engelsk kan ingen af dem skrive, og det bangalske alfabet er for viderekomne på computere. Det vil sige, holdet er skrumpet en del, for omkring halvdelen af Ichchey'erne er til eksamen i sidste og denne uge, så de, der er tilbage, står med et kæmpe ansvar.

Størstedelen af det resterende hold har valgt at skrive ledere, læserbreve, historier fra researchperioden og lave tegneserier. Resten er ved at producere deres egen version af MEGAFONEN på engelsk til Red Barnets hjemmeside.

Da web-holdet ikke har tid til at lave ekstra research, må de basere alle artikler på det materiale, de allerede har indsamlet til de danske skoleelever. Samt på deres egen viden. En lidt bagvendt måde at lave journalistik på, men endnu har ingen protesteret.

Alle er vant til at skrive til Ichcheys egen børneavis, og i det store hele skriver de derudaf uden behov for støtte. Men de unge mangler også en del journalistiske redskaber. Sabrina og jeg benytter chancen for at give lidt gode fif til, hvordan man kan bruge citater og personhistorier til at gøre historierne mere levende, og hvordan man kan parkere fakta og tal i bokse, så de ikke tynger selve historien.

Som en af de unge, Sonia, konstaterede, da vi havde haft fat i hendes historie et par gange: ”Eh, altså, jeg vil altså gerne lære at lave rigtig journalistik”.

Jul i Dhaka
Af Lotte Ladegaard, informationskonsulent på U-landskalenderprojektet,
6. december 2005

Muslimske børn i Bangladesh – og dem er der flest af – ved nogenlunde lige så lidt om jul, som kristne, danske børn kender til den muslimske højtid Eid. Da jeg tidligere har arbejdet på et U-landskalenderprojekt, var jeg forberedt på spørgsmålet: ”Hvad er en julekalender?”

Da vi har holdt en lille pause fra MEGAFON-arbejdet indtil i går, havde vi hele fem låger at åbne i hver af de julekalendere, jeg havde puttet i kufferten hjemmefra. Spørgsmålet er nemlig ikke særlig nemt at svare på, hvis man ikke lige har en julekalender ved hånden.

Den ene medbragte julekalender er sidste års U-landskalender – den, der betaler for de nye børneklubber i Bangladesh og for MEGAFONEN. Den anden er en lille kalender på størrelse med et postkort, som en af mine kollegers børn mente, jeg fik brug for, når jeg nu ikke skal fejre jul i Danmark.

Begge julekalendere gik på omgang blandt de 30-40 Ichchey-børn, der har aftalt at skiftes til at åbne låger. Og alle detaljer blev gransket.

”Hvad er gløgg?” I Bangladesh findes ingen rødvin, så hvordan klarer man den? Og æbleskiver, ja, hvad er det egentlig? Runde pandekager? Eller? Hvad hedder en julenisse på bangla? Hvorfor har vi overhovedet julekalendere?

Hmm. Måske denne opgaves hidtil største udfordring, forberedelserne til trods...

Første runde af MEGAFONEN i hus

Et enkelt af Ichcheys mange, skønne fotos.

Af Lotte Ladegaard, informationskonsulent på
u-landskalenderprojektet,
28. november 2005

Ingen weblogs i næsten en uge. Til gengæld er vi nu næsten færdige med første runde af MEGAFONEN. Nogle få grupper mangler at aflevere deres research. Et par bestillinger har været umulige at få i hus i tide på grund af den politiske situation, men i det store hele er alt materiale nu sendt ud til de mange skoler i Danmark. De første meldinger fra skolerne har været overvældende positive. Og det var en flok glade Ichchey-unge, der sagde farvel for en uges tid i fredags.

Med arbejdsdage på op til 16 timer i slutspurten trængte Sabrina og jeg også til en pause. Det tog en masse søvn, en glad aften sammen med vennerne og et par små-opgaver for Red Barnets kontor på frivillig basis, før adrenalinen faldt til sit sædvanlige niveau, og nu holder jeg så selv ferie.

Et center for gadepiger
Eller rettere en slags ferie, for i eftermiddag skal jeg ud med en af grupperne for at få hentet et par af de sidste bestillinger hjem. Vi skal besøge et center for gadepiger. Centret er normalt lukket land for andre unge for at beskytte pigerne på centret. Gadepiger og piger udsat for seksuelt misbrug betragtes af almindelige bangalere som urene.

De rangerer lavere i hierarkiet end selv en afpillet, herreløs hund. Men organisationen bag centret og gadepigerne har besluttet sig for at gøre forsøget: At se om helt almindelige unge drenge og piger kan få skabt en god og sund kontakt til de ellers så foragtede gadepiger. Jeg skal med – ellers vil gadepigerne ikke være med. De kender mig fra tidligere besøg. Og jeg føler, det er en ære, at de faktisk vil være med, hvis jeg er der. Men jeg er også lidt nervøs for, hvordan dagen skal forløbe. Alle, også pigerne, har dog insisteret på, at det skal ske efter flere aflysninger i sidste uge.

I slutningen af ugen har jeg så et ekstra lille job for U-landskalenderprojektet. For at give de nye børneklubber rundt omkring i landet nogle redskaber til kampen for deres rettigheder, skal der udvikles et kursus i kommunikation for børn. Det er en drømmeopgave, som dog også giver lidt kriblen i maven. For hvordan reagerer en gruppe børn, der bor langt ude på landet og for de flestes vedkommende er totalt uden skolegang, på at skulle ud med kamera og spørgsmål? Det bliver sjovt. Og spændende.

Derefter mødes jeg så igen med Ichchey Mediehuset for at producere leder, bagsidehistorier, tegninger og meget andet til MEGAFONEN.

Politisk ballade i Bangladesh

Shahanaz, Parvin, Djhorna og Ripon på arbejde - inden den politiske ballade startede.

Af Lotte Ladegaard, informationskonsulent på
u-landskalenderprojektet,
22. november 2005

Politik i Bangladesh er for det meste nært beslægtet med åben gadekrig i Bangladesh. Og begge dele har det med at omklamre landet, når det er allermest ubelejligt.

I går havde jeg for eksempel aftalt at mødes med Ripon, Shahanaz, Djhorna og Parvin fra Itchchey for at hjælpe med et par af de lidt sværere opgaver til MEGAFONEN. Børnene var allerede på vej for at mødes med os. Jeg selv havde været ude på et helt andet projekt hele formiddagen og anede ikke, hvad der skete i resten af byen. Et par venner greb imidlertid ind og forbød os at tage gruppen med ud på opgaver.

Oppositionspartierne har nemlig planlagt en kæmpe demonstration imod regeringen i dag. Og for at forhindre deltagerne i at ankomme til Dhaka fra resten af landet, stoppede regeringen alle offentlige transportmidler i går. For at understrege alvoren gik grupper af ballademagere, der støtter regeringen, i gang med at smadre busser på busstationerne. Der var også gadekampe i det indre Dhaka mellem tilhængere og modstandere af regeringen. Nogle af kampene fandt sted lige omkring det center for gadepiger, som vi skulle have besøgt. Og Ripon, Shahanaz, Djhorna og Parvin skulle forbi en af de store busstationer for at komme hjem.

Derfor en akut aflysning af programmet i går eftermiddags. Vi kørte i stedet alle tilbage til Red Barnets kontor, og derfra fulgte en voksen de fire unge hjem ad bagveje. Heldigvis ringede de en time senere og sagde, at de var hjemme uden en skramme.

Skrammer og det, der er værre, kan der til gengæld opstå mange af i dag, hvor oppositionspartierne håber på, at 25.000.000 mennesker møder op for at demonstrere mod regeringen. Som modtræk har regeringen sendt titusindvis af politifolk og sikkerhedsstyrker på gaden. Og rygterne går om, at uskyldige anholdes i tusindvis, at fundamentalisterne forbereder bombekampagner og meget andet.

Hvis alt går amok i dag, er der allerede lagt op til, at hele byen vil blive lammet de næste par dage.

Heldigvis har Itchchey lavet og afleveret størstedelen af deres research til Sabrina og jeg, der blot som planlagt kan bruge dagene på at oversætte og bearbejde fotos i sikkerhed indendøre. Men få og afgørende historier mangler, så lige nu krydser vi fingre for, at alle I, der ikke er her hos os i den balladebefængte by, trods alt har forståelse for situationen, og at I bærer over med, at enkelte historier først kommer et par dage senere.

Ichchey vil have flere opgaver.

”Giv os flere opgaver”
Af Lotte Ladegaard, informationskonsulent på
u-landskalenderprojektet,
18. november 2005.

Det, jeg måske havde frygtet allermest, da vi gik i gang med MEGAFONEN, var, at børnene her i Bangladesh ikke gad. Allerede på forhånd havde der været brok over, at kun de danske børn og unge kunne stille spørgsmål og bestille research og fotos hos de bangalske og unge børn, og ikke omvendt. Og jeg har brugt en del sene nattetimer på at spekulere over, hvordan jeg kringlede den, hvis bangalerne besluttede sig for at bruge deres ret til at sige ”nej – vi gider ikke alligevel”.

Heldigvis er det ikke gået sådan. Faktisk er de imponerede meget ”på”. I onsdags modtog min bangalske kollega Sabrina og jeg de første cirka 700 fotos – taget med bare fire, små, digitale kameraer i løbet af et par dage, samt flere centimeter tæt håndskrevne noteark. Billederne er i det store hele fremragende. Noterne har Sabrina endnu ikke haft tid til at oversætte, for hele dagen i går gik med at uddele nye opgaver til den halve snes arbejdsgrupper, som Ichchey Mediehuset har inddelt sig i.

Alle grupper havde fået nye ideer, ville vende spørgsmål med os, og samtidig tog vi hul på nogle af de lidt sværere opgaver, så for os endte arbejdsdagen med at vare 10 timer uden pauser. Hvor megen ris og andre fødevarer dyrker og eksporterer Bangladesh? Hvor mange køretøjer er der her i landet? Interview en stuepige, der bliver behandlet dårligt af sin familie.  

På nogle måder har børn og unge bedre muligheder for at snakke sig ind på andre børn og unge. Men nogle gange er det en næsten umulig opgave at få adgang til de rigtige oplysninger. Samfundet her er totalt hierakisk opbygget, og børn ligger nogenlunde nederst i systemet. Især hvis de er fattige. Så hvordan bærer man sig ad med at liste oplysninger ud af en tvær embedsmand på det kontor, der registrerer motorkøretøjer?

Mange fortalte også, at de havde haft problemer i slumområderne. Beboerne ville vide, hvad de unge og beboerne selv fik ud af, at beboerne svarede på de mange spørgsmål og stillede op til foto. Vi brainstormede os frem til, at Bangladesh faktisk har fået meget ud af at være åben overfor Danmark og andre lande, siden dansk bistand til landet startede for tre årtier siden. Flere børn end nogensinde før går i skole, og for første gang i Bangladeshs historie bliver børn og unge hørt. Børn, der er tilknyttet Red Barnet og dets partnerorganisationer, har været med til at lave regeringens store handlingsplan på børneområdet. U-landskalenderprojektet er et andet eksempel på, at børn og unge selv går i aktion og kræver deres ret.

Og selvom MEGAFONEN ikke giver de bangalske unge mulighed for at bede danske unge om samme service, som de selv yder, tager de det helt tydeligt som en chance for at få lov at suge til sig. At lære, stille spørgsmål og beskrive det samfund, de selv lever i. Og undre sig. For – hvorfor vil danske børn vide, hvordan man kommer op om morgenen? Fattige børn her har hverken råd til eller brug for et vækkeur. Når nærmeste nabo er en familie på syv, der bor lige på den anden side af en plastiksæk i slummen, og solen bager igennem bliktaget, ja, så skal man altså være meget træt for at sove videre.

Måske derfor var torsdagens hyppigste kommentar også: ”Giv os flere opgaver”.

Sumon og Dolly afprøver kamera.

Endelig i gang
Af Lotte Ladegaard, informationskonsulent på u-landskalenderprojektet, 14. november 2005

Som jeg skrev i den sidste weblog, blev starten på MEGAFON-projektet lidt mere kringlet end planlagt. Til gengæld gik det hurtigt op for mig, at jeg ikke var den eneste, der blev ret provokeret af, at en hel by med omkring 12 millioner mennesker skulle lægges øde på grund af syv gæster med blakket baggrund. I Bangladesh lever størstedelen af befolkningen fra dag til dag, og for dem, der for eksempel sælger deres varer fra fortovskanten, kører cykeltaxa eller arbejder på Dhakas store engrosmarked for grøntsager, er en lukket by ensbetydende med tomme maver.

Derfor gik der henover weekenden sport i at finde veje udenom afspærringerne, og pludselig var vi 30-40 børn og en håndfuld voksne på det ellers lukkede Red Barnet-kontor. De, der havde problemer med at slippe igennem barrikader og mure af militær- og politifolk, ringede til os, der allerede var på kontoret, for at hente råd og inspiration, og endnu engang var der grund til at glæde sig over teknologien, der efterhånden er blevet allemandseje. Mobilforbindelser, der for få år siden var så dyre i Bangladesh, at de kun var en mulighed for de aller rigeste, er i dag så billige, at selv en del af børnearbejderne er forbundet med gamle, genbrugte mobilmodeller og taletidskort.

Siden den uventede start i lørdags er alting gået hurtigt. Vi havde regnet med bare at planlægge resten af perioden den første dag, men i løbet af få timer havde Ichchey Mediegruppen inddelt sig i mindre hold, en pæn portion bestillinger på interviews og fotos var uddelt, og, ja, MEGAFONEN var i fuld gang.

I dag dukkede endnu to hold børn op for at hente bestillinger, jeg har fået internetforbindelse, et lokalt mobiltelefonnummer, en lejlighed at bo i de næste uger og føler mig pludselig næsten lige så meget hjemme, som da jeg boede her for halvandet år siden.

På den måde er Bangladesh forunderlig: Den ene dag ser det hele sort og umuligt ud. Den næste er der hul hele vejen igennem.

Ichchey og Lotte i fuld gang hos Red Barnet i Dhaka.

Et uforudsigeligt land
Af Lotte Ladegaard, informationskonsulent på u-landskalenderprojektet, 11. november 2005

Efter måneders arbejde med denne hjemmeside og forberedelser til MEGAFONEN er det endelig blevet tid til at komme i 'marken' og få gang i at indhente de mange interviews, fotos og andet, som danske skoleelever har bestilt hos bangalske unge.

Da jeg er ansat til at støtte de unge bangalere i deres research, fløj jeg til Bangladesh i onsdags. En tur, der, inklusive ventetid i Bangkok, tager op mod et døgn og koster en nattesøvn. Derfor er det første døgn i hovedstaden Dhaka mest gået med at sove, og nu sidder jeg så på hotellet lige ved siden af Red Barnets kontor, der er lukket!

Topmøde i Dhaka får byen til at gå i stå
Lige præcis i denne weekend er alle topledere fra Sydasien nemlig enedes om at mødes i deres samarbejdsorganisation SAARC, en slags EU på asiatisk. De sidste gange mødet har været planlagt, er det ellers blevet aflyst enten på grund af tsunamien eller på grund af internt fnidder mellem de forskellige lande. Så ingen havde forventet, at mødet faktisk ville finde sted.

Det gør det så, og dermed går hele Dhaka i stå. Tænk på, hvor meget det forstyrrede København, da USAs præsident Bush besøgte Danmark tidligere på året. Så kan I måske regne ud, hvor meget det kommer til at koste fattige Bangladesh at holde liv i adskillige præsidenter, konger, statsministre og alle deres håndlangere i tre dage i en del af verden, hvor politiske drab er hverdagskost.

Mange statsledere er ikke ligefrem populære her, hvor demokratiet ofte ligger begravet i penge og magt. For eksempel sender Nepal sin konge Gyanendra, der kuppede sig til magten i landet i februar, hvor han afsatte sin regering. Og ganske vist sender præsident Musharraf fra Pakistan sin premierminister Shaukat Aziz, men Musharraf har selv taget magten ved et militærkup år tilbage og har aldrig selv været på valg. Alligevel sidder han og håndplukker sine ministre.

Den slags folk skal der passes godt på, hvis de skal forlade Bangladesh i live. Derfor er hovedstaden Dhaka spækket med politi og militær, og hovedvejen mellem lufthavnen og de fine hoteller og centre, hvor toplederne bor og mødes, er totalt lukket land for almindelige mennesker.

Desværre ligger Red Barnets kontor og det hotel, jeg bor på, på den ene side af hovedvejen, mens resten af Dhaka, hvor børnene, der skal researche til MEGAFONEN, samt de fleste af Red Barnets medarbejdere bor, er på den anden side af hovedvejen. Det betyder, at vi pludselig har tre dage mindre at arbejde i, men sådan er vilkårene altså i den her del af verden.

Man er vant til at improvisere
At alting altid er lidt uforudsigeligt her er dog også en styrke. Det betyder for eksempel, at alle er vant til at improvisere. Da jeg klagede min nød til vennerne, lød tilbuddet straks: 'Jamen, du kan da bare låne børnene fra vores skole, hvis du har brug for ekstra arbejdskraft, når I endelig kommer i gang'.

Og så er det, at jeg spørger: Hvor tit stiller lederen af en dansk skole sine elever til rådighed i flere uger med få dages varsel for at hjælpe et projekt i et mærkeligt lille land 8000 km væk?

Ikke ret tit, vel?

Flere deltagere til u-landskalenderprojektet
Af Meenakshi Batra, informationskonsulent på u-landskalenderprojektet.
Oversat og bearbejdet af Lotte Ladegaard, 01. november 2005

Strømmen i floden truer med at rive benene væk under børnene.

Da vi stadig er i gang med at udvælge deltagere til U-landskalenderprojektet, besøgte jeg for nylig Durgapur i det nordlige Bangladesh. Jeg havde hørt, at børn her lever af at grave kul ud af floderne. Et hårdt og beskidt job med en elendig løn.

Turen til Durgapur foregik med bil, minibus og både. Omsider ankom vi til det sted i Sumeshwari-floden, hvor man kan finde kul, og her så vi rigtig mange børn vade rundt i vand til halsen. De yngste børn var 7-8 år, mens størstedelen var under 13 år. Min umiddelbare tanke var, at kun mennesker, der er helt desperate og står uden andre muligheder for en indtægt, kaster sig over sådan et arbejde.

Kullet er blødt og kommer flydende med flodvandet ind fra et lille bjerg på den indiske side af grænsen. Egentlige kullejer i floden indeholder et par håndfulde små stykker kul, mens andre, mindre, løse kulstykker er at finde overalt på flodbunden.

For det meste arbejder kulsamlerne to og to – et barn og en voksen eller to børn. Mens den ene holder et net, der hænger på tre bambuskæppe, så de udgør en trekant, dykker den anden ned i floden, kommer op med en håndfuld sand iblandet 5-10 gram sort, blødt kul, som han eller hun smider i nettet for at si sandet fra. Det tager 3-4 timers hårdt arbejde og mange dyk at indsamle 1-2 kilo kul. Hele tiden skal kulsamlerne kæmpe mod understrømmen, der truer med at trække benene væk under dem.

Hvis to personer arbejder 5-8 timer, kan de tilsammen tjene 50-60 taka (5-6 kroner).  Mellemmænd opkøber kullene, som de sælger videre til store kulfirmaer, og de fleste af kullene bruges til at fyre op i ovnene på murstensfabrikker.

Kulbørnene har hidtil levet udenfor organisationers og regeringens søgelys. Det til trods for, at arbejdet er ulideligt hårdt og lønnen urimelig lav. Mine kolleger og jeg var enige om, at de her børn skal have tilbud om at komme med i U-landskalenderprojektet. Vi besluttede, at vi blandt andet ville indlede en kampagne overfor regeringen og ILO – Den Internationale

Arbejdsorganisation – for at få dem til at anerkende dette som farligt børnearbejde. Desuden vil vi involvere lokalsamfundet og andre organisationer i at gøre livet lidt lettere for børnene i floden.

Det viste sig dog ikke at være så let, for der er ikke er ret mange organisationer, der arbejder i det her fjerne hjørne af Bangladesh, og dem, der er, går ikke op i børnearbejde. En enkelt organisation har dog tilbudt, at børnene kan søge skolegang og lægehjælp via deres eksisterende projekter.

Nu er vi så i gang med at planlægge, hvordan vi bedst muligt kan bruge U-landskalenderprojektet til at støtte børnene i at organisere sig og kæmpe for bedre leveforhold.

De små turistguider
Af Sabrina Karim Murshed, informationsmedarbejder på u-landskalenderprojektet.
Oversat og bearbejdet af Lotte Ladegaard, 25. november 2005

Sabrina Karim Murshed

Han går rundt og venter utålmodigt på, om der skulle dukke en gruppe turister op. ”Jeg kunne have tjent penge, hvis nogle turister havde hyret mig til at vise dem stedet”, forklarer 12-årige Kabir Hossain. Han arbejder som guide i Jaflong, et grænseområde i det nordlige Bangladesh.

Jaflong ligger kranset af en lav bjergkæde ind mod Indien og har med sin skønhed altid tiltrukket masser af lokale turister. Men stenbrud er begyndt at dominere området, og turisterne er blevet færre. I tusindvis af børn og voksne graver sten ud af floder og bakker, og stenknusermaskinerne kværner sig larmende igennem tonsvis af sten, der ender som materialer i bygge- og vejindustrien.

Som vi har beskrevet det i den allerførste weblog her på siden, er arbejdet i stenbruddene benhårdt, og Kabir er en af 13 drenge mellem 12 og 15 år, som har fundet alternativt arbejde som guider. Uanset vejr og vind er drengene på udkik efter turister.

”Det var enormt pinligt, dengang jeg begyndte som guide for et par år siden”, siger Kabir, der er forældreløs og bor hos sin bror. ”Jeg var ikke god til at overbevise turisterne, fordi jeg stammede og hakkede i det”, fortæller han.

Jobbet som guide kræver ikke hård, fysisk udfoldelse ligesom arbejdet i stenbruddene, men drengene bruger oceaner af energi. De små guider viser turisterne rundt i området og fortæller dem stedets legender. ”Derovre på den indiske side - på det lille bjerg - er der en stor, sort klippe”, forklarer Mohammad Mannan, en Kabirs venner. ”Det er den guddommelige klippe, som pludselig dukkede op ud af det blå”, siger han.

Kabir har lært at begå sig som guide af sine forgængere. Inden de ældre guider holder op, giver de deres viden videre til næste generation. Det hele handler om at kende de steder og ting, der kunne have turisternes interesse. ”Vi udpeger den indiske by Dowki og broen, som ligger i det fjerne”, siger Kabirs ven Dulal. Han tilføjer, at turisterne også gerne vil se, hvordan folk arbejder i stenbruddene.

Tidligere kæmpede drengene om at få flest turister. Nu har de opfundet et lodtrækningssystem, som de følger strengt. Den, der trækker det første nummer om morgenen, får den første turist. Når turisten har indvilget, er det næste guides tur til at forsøge at kapre næste turist.

Drengene tjener 100-150 taka (10-15 kroner) om dagen, afhængig af turisterne. ”Vi beder ikke om et fast beløb, men tager hvad vi kan få”, siger Kabir. Drengene er dog noget frustrerede over deres aflønning. ”Vi er helt knuste, når en turist kun betaler 20 taka (2 kroner) for en hel, lang dag under solen. Nogle gange vil de slet ikke betale”, siger en af drengene.

Derfor har guiderne besluttet at oprette en komite, der skal regulere løn og andre problemer, de unge guider står overfor. For uanset hvad, så er arbejdet som turistguider langt bedre end det hårde arbejde i stenbruddene eller i områdets andet store erhverv, smugleri til og fra Indien.

350 børn går i skolen på Jatrapur Char.

Da jeg var i Bangladesh for at forberede materiale til den her hjemmeside, besøgte jeg også for første gang en såkaldt char. Det var en tur, der gav stof til mange tanker.

En char er en sandbanke i en flod. Både floder og chars er der mange af i Bangladesh. De er med til at tegne et smukt, men lunefuldt landskab. Hvert år i regntiden går floderne over deres bredder og skifter kurs, så hele landsbyer langs bredderne bliver ædt af vandmasserne. En char er næsten altid første offer. Alligevel bor op mod syv millioner bangalere på chars.

Char-beboere er for det meste fattige og har ingen andre steder at tage hen. På en char går jorden i arv fra generation til generation, mens det er næsten umuligt og dyrt at få fat i jord på det tæt befolkede fastland.

Til gengæld er det småt med alle de goder, som findes på fastlandet. De fleste chars har ingen el, ingen telefoner, og folk bor ekstremt isolerede fra resten af Bangladesh. Skoler findes på de største chars, men de fleste er ikke meget værd. Dels bor mange børn på småbitte chars langt fra skolerne, dels er det svært at finde gode lærere. Uddannelsesniveauet er lavt på en char, og lærere fra fastlandet gider ikke flytte ud på en char.

For at give nogle af char-børnene en ny chance, har U-landskalenderprojektet derfor startet børnegrupper på en af de mest afsides, fattige chars, Rajibpur, i den nordlige del af landet. Det tager mange timer at køre fra Kurigram, nærmeste større by, via små, mudrede jordveje, og derefter kommer så en sejltur, som er næsten umulig i regntiden. Da jeg var i Bangladesh midt i regntiden, måtte vi derfor opgive at besøge Rajibpur. I stedet arrangerede den lokale organisation Solidarity et besøg på par andre chars i nærheden af Kurigram. Det var en af de rigtig gode oplevelser, der viser, at det nytter at hjælpe.

Vi kørte på motorcykler ud af smalle, smattede stier til den første char. Her har Solidarity givet kvinderne støtte til at organisere sig, sørget for uddannelse og billige lån. Nu, bare et år efter at projektet startede, giver æggene fra de nyindkøbte høns og mælken fra køer masser af indtægter. Desuden har Solidarity hjulpet landsbyboerne med at grave dybe kanaler rundt om deres char, så den ikke længere bliver oversvømmet. Det var stolte, seje kvinder, der fortalte og viste frem.

Den næste char krævede tre kvarters sejltur i træbåd med skyerne tungt hængende over vores hoveder. Heldigvis kom det helt store regnskyl først senere, så vi nåede næsten tørre i land på Jatrapur char. Allerede inden vi var ude af båden, kom 350 børn i alle størrelser benende. Den lokale skole, der består af et lille blikskur og et flag på en tynd stang, ligger nemlig lige ved den jordvold, hvor vi lagde til. Ungerne var helt vilde. Det er ikke hver dag, at de får besøg.

Inde i skolen var der én lærer. Han forklarede, at de tre andre lærere var til planlægningsmøde, så i mellemtiden måtte han tage sig af alle elever. Normalt er eleverne fordelt på et formiddags- og et eftermiddagshold, men i dag var alle her på én gang. Ikke fordi de vidste, at vi kom – det gjorde de ikke. Men fordi landsbyboerne i fællesskab har besluttet, at det er vigtigt, at børnene kommer i skole hver dag. Og det gør alle børn fra Jatrapur og dens nabo-chars faktisk. Selv når der kun er en lærer. Kun 50 børn bor for langt væk og går derfor ikke på skolen, som er den eneste i området, forklarede læreren. Ham og hans kolleger er alle fra Jatrapur, og lokalbefolkningen betaler selv de fleste udgifter til skolen, mens regeringen kun giver et lille tilskud. Desuden har Solidarity besøgt Jatrapur et par gange for at fortælle om vigtigheden af skolegang.

Bagefter diskuterede vi, hvordan denne char bar sig ad med at tage sig så godt af sine børn, når andre samfund med mange flere ressourcer ikke formår at gøre nær det samme. Jeg har siden talt med mange, der har forstand på udviklingsspørgsmål, om vores besøg på Jatrapur char. De fleste er enige om, at en tilværelse i dyb isolation ikke nødvendigvis er dårlig.

Jatrapur char ligger ikke så langt væk, at beboerne ikke kan sejle ind og sælge deres afgrøder og fisk på det nærmeste marked. På den anden side lever de langt væk fra storbyernes materialisme, så de bruger ikke deres sparsomme penge på at købe nyt tv, møbler eller tøj, for det behov har de simpelthen ikke opdyrket. Og så huser Jatrapur uden tvivl nogle ret unikke personligheder, der VIL gøre noget for deres char.

Desværre hører Jatrapur Char til sjældenhederne i det overbefolkede og fattige Bangladesh.

34 år i en flygtningelejr
Af Lotte Ladegaard, informationskonsulent på u-landskalenderprojektet, 21. oktober 2005

Flygtningebørnene går nu i skole

Nogle af børnene i de nye klubber under U-landskalenderprojektet er flygtninge. Børnene er godt nok født og opvoksede i Bangladesh, men bangalerne opfatter stadig børnene som flygtninge.

Forklaringen er, at Bangladesh indtil 1971 hed Østpakistan og var en del af Pakistan. Bangalerne følte sig imidlertid undertrykt af regeringen i den anden halvdel af Pakistan, Vestpakistan – det, der er Pakistan i dag. Helt galt gik det, da den pakistanske regering besluttede, at bangalerne skulle tale pakistanernes sprog urdu, selvom bangalerne altid har talt deres eget sprog, der hedder bangla. Det førte til en blodig krig og bangalsk selvstændighed, og lige siden har bangalerne haft et anstrengt forhold til pakistanere.

Da krigen var ovre, blev en del pakistanere boende i Bangladesh. Enten fordi de var for fattige til at flytte, fordi de havde boet i Bangladesh hele deres liv, eller fordi de mente, at de havde ret til det. Bangalerne var ikke begejstrede men endte med at lade pakistanerne bo i særlige slumområder, de betegner som flygtningelejre. Den dag i dag har pakistanerne i Bangladesh ingen rettigheder

De færreste af børnene i lejrene kommer for eksempel i skole. Det er der mange grunde til. Først og fremmest bliver de mobbet af andre børn. Desuden taler de ikke bangla, og så er de fattige og skal hjælpe deres forældre med at væve silke og sy pailletter på tøj til kvinder. Begge dele er traditionelle jobs for flygtningepakistanerne, eller biharierne, som de kaldes i Bangladesh.

Men det er jo ikke børnenes skyld, at de voksne engang for længe siden kom op at slås. Derfor har Red Barnet støttet den lokale organisation Incidin i at starte skole for børnene, der nu også får hjælp til at organisere sig i klubber.

Du har måske allerede mødt nogle af børnene her på hjemmesiden. Det er nemlig dem, der er med i den ene af de grupper, der besvarer spørgsmål fra danske skolebørn. Fra at være blandt Bangladeshs mest mishandlede børn, er bihari-børnene i den lejr, hvor Incidins skole ligger, nu super stærke og kæmper højlydt for deres egne rettigheder – på bangla og engelsk, som de har lært i skolen.

Nye medarbejdere, nye problemer
Af Lotte Ladegaard, informationskonsulent på u-landskalenderprojektet, 20. oktover 2005

Hundreder af børn kom for at se deres livs første udlænding.

De usynlige børnearbejdere på cigaretfabrikken i Lalmonirhat, som jeg beskrev i forrige weblog, er nu ikke helt overladt til tobaksstøvet længere. U-landskalenderprojektet har netop ansat nye, voksne medarbejdere til at støtte cigaret-børnene i at danne klubber, hvor børnene i fællesskab kan kringle de genstridige voksne, der ikke overholder børnerettighederne.

Da vi besøgte Lalmonirhat, fandt vi imidlertid ud af, at nogle af de mest genstridige voksne var at finde blandt de nye medarbejdere. Jeg var egentlig i Lalmonirhat for at interviewe børn til artikler i Danmark, men da vi kom ud til den første landsby, ændrede opgaven karakter. Her ventede flere hundrede børn og voksne utålmodigt på os. Alle ville røre, snakke, se og være i første række. De nye projektmedarbejdere forsøgte med vrede tilråb og truende bevægelser at få børnene til at blive stående pænt og stille, men det ville børnene selvfølgelig ikke, og vi måtte flygte til en hytte i en nabolandsby i et forsøg på at få fred til at interviewe en enkelt dreng. Landsbyboerne fulgte efter med råb, stenkast og forsøg på at bryde døren ind.

Stemningen var egentlig ikke faretruende, bare vildt hektisk og helt sikkert mindst lige så utilfredsstillende for landsbyboerne, som den var for os. Derfor besluttede jeg mig for at afbryde besøget. I bilen på vej tilbage til kontoret gik jeg i tænkeboks. Hvad gik galt? Jeg følte, at jeg ikke bare kunne lade stå til og var temmelig bekymret over, hvordan de nye medarbejdere ville være i stand til at arbejde konstruktivt med børnene i fremtiden. Derfor improviserede jeg et lille lynkursus i børnepsykologi.

Selvom klokken var langt over spisetid, ville alle medarbejderne gerne være med. I en lille øvelse tænkte alle tilbage på en oplevelse i barndommen, der havde gjort uudsletteligt indtryk. Mange af de dårlige følelser, øvelsen fremkaldte, var parallelle til dagens oplevelse, og vi diskuterede, hvordan dagens tumult kunne have været undgået.

Roden til problemet viste sig at være begravet et helt andet sted end i børnene: De nye medarbejdere havde simpelthen aldrig prøvet at arbejde med børn før, og de havde aldrig tænkt over, at børns verden er meget forskellig fra voksnes. At børn bliver hamrende frustrerede, hvis de bare skal stå på snorlige rækker og smile høfligt, når de ser udlændinge for første gang i deres liv. Hvis børnene havde vidst, hvorfor vi var der, og hvis de selv havde haft en aktiv rolle i at vise os rundt, spille teater, musik og vise, hvad de nye klubber kan bruges til, ville børnene formentlig ikke have haft behov for at reagere så voldsomt.

Da jeg senere undrede mig højlydt over valget af helt grønne medarbejdere, fik jeg at vide, at det er helt umuligt at finde veluddannede medarbejdere rige på erfaringer i det her fjerne hjørne af Bangladesh. I Lalmonirhat er det altså ikke nok bare at starte et projekt for børn. Det allerførste projekt er at undervise de voksne i, hvordan man starter projekt for børn. Medarbejderne var selv tydeligt lettede over, at der blev sat ord på problemerne, for de manglede bestemt ikke viljen, kun viden og redskaber. Det får de nu – via kurser og støtte fra Red Barnet.

De usynlige børnearbejdere
Af Lotte Ladegaard, informationskonsulent på u-landskalenderprojektet, 18. oktober 2005

Uden for porten informerer et grønt skilt om, at børn under 14 år ikke kan få arbejde her. Inde på den anden side af muren ligger de lange fabrikshaller side om side, og vi bliver med fast hånd guidet fra bygning til bygning af et par overordnede fabriksarbejdere. De forklarer, at det er middagspause. Derfor er der mange tomme pladser på gulvet. De tilbageværende arbejdere hælder tobak i cigaretpapir, pakker færdige cigaretter i primitive kræmmerhuse, klistrer etiketter på i lyntempo og værdiger os knapt et blik.

Det er nu ikke fordi, det skorter på nysgerrigheden, men de 3-4000 arbejdere på cigaretfabrikken i Lalmonirhat i det nordlige Bangladesh er på akkord og bliver lønnet efter, hvor meget de kan producere på en dag. Da en ugeløn sjældent bevæger sig over de 60 kroner, skal der knokles, hvis der skal mad på bordet hver dag.

De arbejdere, der holder frokostpause, opgiver til gengæld gerne dagens midterste måltid for at studere os med åben mund og store øjne. Og det går op for os, at det der med, at børn under 14 ikke findes på fabrikken, er en skrøne. Fra hushjørnerne titter otte-årige ansigter frem, og en knægt på max 10 år kan ikke dy sig og dukker op lige ved siden af mig med en stor skål lim. Fabriksledelsen var advaret om, at vi kom, og har åbenbart haft travlt med at gemme deres børnearbejdere af vejen, men nysgerrigheden sejrede.

Senere møder vi en af de drenge, der officielt ikke findes på fabrikken. Shahidul Islam bor i en landsby i nærheden. Han er 10 år og har rullet cigaretter halvdelen af sit liv. ”Jeg møder på fabrikken klokken tre eller fire om morgenen og går hjem igen klokken fire om eftermiddagen. På den måde kan jeg nå at lave så mange cigaretter som muligt”, forklarer han. Han lægger ikke skjul på, at det ikke just er drømmejobbet: ”Jeg vil da gerne lave noget andet, for man bliver tynd og syg af støvet fra tobakken. Jeg hoster støv og blod op, og fordi jeg er barn, tjener jeg aldrig mere end tre kroner om dagen. Men det er stadig en god løn for en børnearbejder. Derfor bliver jeg på fabrikken”.

Shahidul fortæller, halvdelen af fabrikkens arbejdere er børn under 14 år, men at de selvfølgelig bliver gemt væk, når der kommer besøg fra Red Barnet.

Jeg spekulerer lidt over, hvor mange Shahidul'er, der mon findes i Bangladesh. Ifølge de officielle statistikker er der 7,9 millioner børnearbejdere mellem 5 og 17 år. Tallet virker stort set med danske øjne, men jeg ved, at der er omkring 140 millioner mennesker i Bangladesh, at omtrent halvdelen er under 18 år, og når jeg drejer hovedet, ser jeg børnearbejdere overalt. Så Shahidul er nok ikke den eneste usynlige børnearbejder, der er smuttet igennem skiltning og statistikker.

Nazma, tjenestepige

Nazma – spil eller virkelighed?
Af Lotte Ladegaard, informationskonsulent på u-landskalenderprojektet, 28. september 2005

I den sidste weblog fortalte jeg, hvordan børnene fra landsbyerne i Bhurungamari skulle på kursus for at lære at svare på spørgsmål fra børn i Danmark. Dagene i det nordligste Bangladesh var både sjove og udfordrende, men som det så tit sker, er det de små, enkeltstående historier, der for alvor bider sig fast i hukommelsen. Denne gang er det Nazmas historie, jeg ikke kan ryste af mig.

For at give de bangalske børn et indblik i, hvad Internettet kan, lod jeg dem spille sig igennem Labyrinten, det dilemmaspil her på hjemmesiden, der skal give danske børn et direkte indblik i, hvad det vil sige at være børnearbejder. De bangalske børn var helt med på spillet – også selvom det tog sin tid på grund af den langsomme Internetforbindelse og behovet for konstante oversættelser fra dansk over engelsk til bangla og tilbage igen. De råbte i munden på hinanden, da de skulle vælge rolle, men i sidste ende fik en lille pige i orange dragt sin vilje: ”Vi skal vælge rollen som tjenestepige”, brølede hun.

Selvom spillet er udviklet i Danmark, viste det sig, at det i næsten uhyggelig grad ligner virkeligheden. Et af dilemmaerne, tjenestepigen i Labyrinten står overfor er, om hun skal forlade den onde familie, hvor hun er ansat, og prøve at finde et andet arbejde, selvom hun ved, at det er næsten håbløst. Eller om hun skal rejse hjem til landsbyen og risikere at blive giftet bort. ”Hun skal IKKE hjem til landsbyen”, råbte pigen i orange. Dermed landede pigen i spillet på gaden, og alle børnene diskuterede videre, hvad der så skulle ske.

Jeg var selvfølgelig rørt over, at et spil, der er beregnet på danske børn, også fungerer i Bangladesh. Men hvor stort indtryk, det gjorde i Bangladesh, forstod jeg først til fulde, da jeg bagefter lavede et lille interview med pigen i orange til vores blad Red Barnet Nyt. Så snart døren var lukket mellem os og de andre børn, brød pigen grædende sammen.

Pigen viste sig at hedde Nazma, og hun var helt opløst, fordi hendes historie ligner Labyrintens til forveksling. Nazma er tjenestepige hos en hæslig familie, men hvis hun siger op, vil hendes far finde en mand til hende i stedet for. Og giftes – det ville hun bare ikke, for ”jeg er stadig så ung”.

Min bangalske kollega Sabrina og jeg var enige om, at vi måtte prøve at hjælpe Nazma. Jeg vidste, at der allerede er etableret børneklubber i Nazmas landsby, så der måtte løsningen ligge. Nazma er ganske rigtigt med i en klub, som laver gadeteater om – børneægteskaber. Problemet er, at hendes forældre ikke gider komme til forestillingerne. Men stille og roligt fik vi snakket os frem til, at klubben måske alligevel kan hjælpe.

Hvis medlemmerne og de fornuftige forældre, der trods alt også findes i landsbyen, i
fællesskab opsøger Nazmas forældre og forklarer dem, at det er ulovligt for piger under 18 år at blive gift, og at det kan skade Nazma at blive gravid, mens hun selv kun er barn, kan det være, at de forstår. Om ikke andet finder de ud af, at mange andre ikke er enige med dem. Gruppepresset kan måske få dem til at ændre mening.

Nazma faldt efterhånden til ro. Uanset hvad der måtte komme ud af klubbens indsats, stod lettelsen skrevet med store bogstaver i hendes smil, da hun trykkede næsen flad mod vores bilrude og vinkede og vinkede, til vi var ude af syne.

Selv var vi lettere rystede og temmelig eftertænksomme på den lange køretur tilbage til hovedstaden Dhaka. Tænk, at der nogle gange skal så lidt som et øre og en lille idéudvikling til for at hjælpe mennesker.

Meget langt ude på landet
Af Lotte Ladegaard, informationskonsulent på u-landskalenderprojektet, 01. september 2005

Børn på kursus for første gang i deres liv

Vi har allerede kørt en hel dag. Så mangler vi bare lige et par timer mere, før vi rammer det nordligste hjørne af Bangladesh. Her ligger vores mål, den lille flække Bhurungamari. Vi skal forberede et kursus for de første børneklubber, der er startet for pengene fra U-landskalenderprojektet. Turen er 490 km lang og ville i Danmark have taget den halve tid. Men en motorvej i Bangladesh har kun en bane i hver retning, og her slås en lind strøm af lastbiler og busser om at komme først. Et par steder er det gået helt galt. Totalt smadrede biler ligger i vejkanten som splintrede vidner om, at man skal træde let på speederen i Bangladesh. Det gør vi – og overlever.

Bhurungamari består af en stribe forretninger og blikhytter på hver side af en mudret hovedgade. Små stier fører videre ud til landsbyerne. Det er regntid, og mellem bygerne zig-zakker vi på motorcykler ud og ind mellem køer, geder, huller i stien og en uendelig strøm af mennesker for at nå til ”vores” landsbyer. Folk stirrer uhæmmet, mens de enten taber kæben eller bryder fnisende sammen, når de får øje på mig. Gæster er sjældne, og den blonde, blåøjede af slagsen er nok det mærkeligste, der nogensinde er sket.

Til gengæld er børnene klar. De ved, at vi kommer for at besøge dem, fordi de blandt andet skal hjælpe os med at besvare spørgsmål fra danske skoleelever om børnearbejde i Bangladesh. Men de forstår slet ikke hvordan. For – i deres landsbyer er der ikke engang elektricitet, og hvad er en computer? De har aldrig før besøgt den nærmeste større by Kurigram et par timer væk, og nu skal de pludselig deltage i et kursus i byen. De ved heller ikke, hvad et kursus er.

Via Sabrina, min bangalske kollega fra Red Barnets kontor i Bangladesh, får jeg forklaret, at et kursus også er en slags skole. I det her tilfælde handler det om at lære lidt om Danmark og danske børn. Ellers er det alt for svært at forstå, hvorfor danske børn spørger om så mange mærkelige ting, der er hverdag for børnene i Bhurungamari. Jeg forklarer, at vi også skal lege og have det sjovt.

Vi går en æresrunde fra landsby til landsby, hvor vi bliver modtaget som dronninger af beboerne, der alle er mødt op i deres fineste, nystrøgede tøj. Mere end en gang må jeg forklare, at mit lyse hår er mit eget, og at jeg ikke er syg, fordi jeg har blå øjne. Nogle kvinder vil også vide, om jeg bleger min hud, for – hvordan kan den ellers være så hvid? Bhurungamari ligger meget langt fra København.

Og så alligevel. Næste dag ser børnene fra Bhurungamari fotos fra Danmark, og i grupper besvarer børnene de første spørgsmål fra danske skoleelever. De leger sig igennem Labyrinten her på vores hjemmeside med Sabrina som oversætter, og børnene konstaterer, at selvom jeg ser mærkelig ud, har jeg åbenbart forstået deres liv godt nok til at beskrive det levende i Labyrinten.

Undervejs griner vi en masse, og jeg tænker, at børn er børn – uanset hvor de er i verden.

På jagt efter deltagere til u-landskalenderprojektet
Af Meenakshi Batra, rådgiver på u-landskalenderprojektet
Oversat og bearbejdet af Lotte Ladegaard, 20. august 2005

Meenakshi Batra

Sylhet ligger i det nordøstlige hjørne af Bangladesh og har grænser mod Indien på to sider. Landskabet er fyldt med små, grønne bakker, og området er berømt for sine teplantager.  Den lokale te, der bliver solgt på markedet i Bangladesh, kommer for det meste fra Sylhet. Men det var nu ikke på grund af teen, at mine to kolleger Rana og Mahbub og jeg havde taget den fem timer lang tur på landevejen igennem smukke landskaber og et netværk af floder fra Dhaka til Sylhet. Formålet med vores besøg var at udforske området, finde frem til børn, der er involveret i virkelig skadeligt arbejde, og tjekke deres arbejdsforhold og levevilkår. Takket være Børnenes U-landskalender i Danmark har Red Barnet nemlig mulighed for at hjælpe nogle af børnearbejderne i Sylhet.

Vi havde hørt lidt på forhånd, fordi vores besøg foregik i samarbejde med en lokal organisation, som hedder Friends in Village Development in Bangladesh, eller forkortet: FIVDB. Og vi konstaterede hurtigt, at det ikke var svært at finde børnearbejderne i Sylhet. De er ganske enkelt overalt – på markedspladsen som grøntsagssælgere, som rengøringsfolk og assistenter i butikker, som sælgere af mad og andet på gaden, og som tiggere. Mange kører også cykeltaxa. Samtidig så vi middelklassens og de riges børn gå i skole og på markedet for at købe ind sammen med deres forældre.

FIVDB fortalte, at de børn, der har det allerværst, slet ikke findes i Sylhet by, så vi tog ud på en halvanden time lang køretur til Jaflong, en lille by der ligger isoleret helt ude ved den indiske grænse. Jaflong var tidligere et turistområde, men vi fik at vide, at det nu er helt ødelagt, fordi området er blevet forvandlet til ét, stort stenbrud.

Da vi nærmede os Jaflong, tog vi en sidevej ned til floden, der flyder ind i Bangladesh fra Indien. Det så alt sammen uendelig smukt ud – lige indtil vi nåede et fladt område ved en enorm flodbred, hvor mindst 2000 mennesker var i gang med forskellige aktiviteter. Det var lavvande, og folk arbejdede i grupper. Vi gik hen til en af grupperne og så 8-10 unge grave sten ud af flodbredden. Mens vi kiggede på, gik drengene i gang med at flytte en enorm sten på mindst en meter i diameter. Det krævede alle deres kræfter. Alt, hvad de havde til hjælp, var nogle små hammere og lidt andet værktøj. Drengen fortalte, at han tjener omkring 100 taka om dagen. Det svarer til cirka 10 kroner og er en god løn i forhold til, hvad mange andre børnearbejdere tjener i Bangladesh. Vi så også en gruppe drenge på 12-14 år samle mindre sten og stable dem til salg.

Vi mødte rigtig mange af sådan nogle børnegrupper. Mindst 50 procent af arbejderne er under 18 år, men ingen under 10 år, fordi arbejdet er så hårdt. Mange børn fortalte, at de får skader og smerter af arbejdet, og situationen så ganske rigtigt farlig ud. Der var intet sikkerhedsudstyr eller adgang til lægehjælp.

Vi kørte så mod en anden lille by, Balaghat, hvor floden bliver bredere og vandet dybere. Her så vi unge mænd og drenge dykke fra små både for at hente sand og sten op fra flodbunden. Bagefter transporterede drengene sandet og stenene ind til bredden, hvor de fik betaling for deres arbejde. Ikke langt derfra var masser af kvinder og piger i gang med at læsse sten på stenknusermaskinerne. Bagefter bliver stenstumperne brugt i byggeindustrien og til at konstruere veje. Sten er et kostbart råmateriale i Bangladesh, som ellers mest består af jord og mudder.

Hele området er fuld af fint støv fra de åbne stenknusere, og det generede os, mens vi gik rundt i området. Bagefter var vores tøj og hår dækket af støvet. Det fik mig til at tænke på, hvilke vilkår børnene her arbejder under 8 – 10 timer hver eneste dag. Jeg fik også at vide, at arbejdet er skadeligt for helbredet. Det går især hårdt ud over lungerne.

Vi har siden forsøgt at finde rapporter eller undersøgelser, der kunne fortælle noget om børnenes sundhedstilstand, men der er intet. Men vi er enige om, at situationen er endog meget alvorlig, og at vi er nødt til at gøre noget for de her børn. Før vi kan begynde, er vi nødt til at finde ud af, hvordan situationen påvirker børnene i det lange løb, og hvad børnenes problemer er. Først derefter kan vi finde de rigtige løsninger. Så nu er vi, der arbejder på Red Barnets kontor i Bangladesh, gået i gang med at undersøge situationen i Sylhet-området, og om nogle få måneder er vi klar med et projekt, der skal hjælpe stenknuserbørnene til at få et bedre liv.