Børnene bag svarene

Foto: Lotte Ladegaard / Red Barnet

Børnene fra landet

De 25 børn og unge har deres fineste tøj på. Drengene i mønstrede skjorter og bukser med pressefolder. Pigerne i lange, farvestrålende stoffer og røde sløjfer. Ingen bemærker, at tøjet er slidt, for børnene har travlt. De sidder i grupper på gulvet og diskuterer ivrigt. ”Er der andre grunde end fattigdom til at børn arbejder?”. ”Bør børnearbejde virkelig stoppes?”

Det er en stor dag. I går vidste børnene ikke, hvad et kursus er. I dag er de på et for første gang i deres liv.

Mange spørgsmål
Spørgsmål om børnearbejde er altid væltet ind hos Red Barnet. Hidtil er spørgsmålene blevet besvaret af voksne medarbejdere i Danmark, men i efteråret 2005 kan du bede børnearbejdere i Bangladesh selv svare på dine spørgsmål.

Det kan lyde underligt, men børnene i Bangladesh havde faktisk brug for at lære at svare på spørgsmål fra Danmark. Derfor sendte vi børnene på kursus. I et land, hvor drenge og piger over en vis alder ikke må snakke sammen, hvor børn arbejder i stedet for at gå i skole, og hvor en familie på landet i gennemsnit har en eller to køer, er det svært at forstå, at danske børn har kærester, at alle går i skole, og at i tusindvis af køer i Danmark opdrættes af få personer og malkes af maskiner.

To verdener - samme håndtryk
Diskussionerne på gulvet var en del af kurset i at forstå danske børn. Ud over at prøve at besvare spørgsmål fra Danmark, har to børnegrupper i Bangladesh også set billeder fra Danmark og leget danske lege. Der er mange forskelle, men også ligheder. Det beviste børnene ved at plante deres håndtryk på et stort, hvidt lærred. Når et bangalsk barn sætter sit håndtryk på et stykke stof, ser det ud fuldstændig som, når et dansk barn sætter sit håndtryk.

Til gengæld bruger de fleste børn i Bangladesh et andet alfabet, når de skal skrive, og deres navne er meget anderledes.

Langt ude på landet
Den gruppe børn, du allerede har hørt om, bor i Bhurungamari i det nordligste hjørne af Bangladesh. Langt ude på landet, hvor elektricitet er en sjældenhed. Der findes heller ikke computere, så børnene måtte køre i bus til nærmeste større by for at deltage i træningen. Den rejse var også børnenes første. Normalt passer de køer, høster og sår ris, fisker og har andet børnearbejde. Cirka halvdelen går i skole.

I hovedstadens slum
Foto: Lotte Ladegaard / Red Barnet

Børnene fra slummen

Du kan også få svar på dine spørgsmål fra børn, der bor i et slumområde i udkanten af hovedstaden Dhaka. Børnene går i en særlig skole for børnearbejdere og er efterkommere af pakistanere, der flyttede til Bangladesh for mange år siden, og som blev hængende, da Bangladesh fik sin selvstændighed fra Pakistan i 1971. Indtil den særlige skole for børnearbejdere åbnede for få år siden, tilbragte børnene hele dagen bag silkevæve i små, overophedede blikhytter. I dag væver de fleste kun på deltid, så de kan passe deres skole.

Alle børnene er med i de klubber, Red Barnet har startet for pengene fra U-landskalenderprojektet.

Vil du gerne vide mere om, hvordan børnene på landet og i slummen lever og arbejder?

 
 
 
Undervisningsforløb
Megafonen
LABYRINTEN
Bibliotek
Sitemap
Kontakt
Hør tekst