Børn i aktion

Pengene fra Børnenes Ulandskalender går til at oprette i hundredvis af børneklubber i Bangladesh. Her lærer børnearbejderne at kæmpe for deres rettigheder. Og det virker.

Tekst og foto af Lotte Ladegaard

Først indkaldte børnearbejderne de lokale politikere og arbejdsgivere til et stort, åbent møde i byen. Der overrakte børnene et notat, som fastslog, at alle arbejdsgivere skulle give børnearbejdere tid til frokostpause. Børnene krævede også sæbe og vat, så de kunne rense deres sår, når de skærer, stikker eller brænder sig under arbejdet.
Det virkede. I dag får børnene og en del af deres unge kolleger faktisk fri til frokost. Nogle får endda lidt penge til mad.
Børnearbejderne, der med så stor succes tog sagen i egen hånd bor i Kurigram i det nordlige Bangladesh, og succesen er ikke kommet helt så nemt i hus, som det lyder.
- Det lykkedes kun, fordi vi har organiseret os i vores egen klub, hvor vi kæmper i fællesskab. I starten lyttede de voksne slet ikke til os, men så tog Kalam og nogle andre voksne fra vores slum med hen for at tale med politikerne, forklarer børnene.

Hundrede af klubber
Klubben i Kurigram får støtte af Red Barnet og den lokale organisation Solidarity, der har ansat Kalam til at hjælpe børnene med at kæmpe for bedre arbejdsvilkår.
Takket være Børnenes U-landskalender 2004 har Red Barnet mulighed for at støtte hundrede af den slags børneledede klubber over hele Bangladesh.
I klubberne er det børnearbejderne selv, der definerer hvilke rettigheder, de vil kæmpe for, og hvordan de vil gøre det. Det giver mening i et land, hvor de voksne per tradition ikke lytter, men gerne udnytter børn. Enten fordi de ikke ved bedre, eller fordi de har en egen interesse i at overhøre børnenes behov.
Børnene i Kurigram har da også mere på dagsordenen. De vil for eksempel kræve beskyttelsesbriller og handsker til alle de børn, der svejser eller arbejder med farlige maskiner.
- Måske får vi også en ordentlig løn engang. Det har vi i hvert fald tænkt os at forlange – også selvom vi er nødt til at diskutere vildt med alle byens spidser. Vi vil aldrig mere være bange for at kræve noget, siger de sejrsstolte.

Boykot af fabrik
Ordentlig løn står allerhøjest på ønskelisten hos en anden klub i en landsby i nærheden. Her arbejder langt de fleste af børnene på en cigaretfabrik. Et job fuld af giftigt støv, lange arbejdsdage og en løn på ned til tre kroner om dagen.
For første gang nogensinde har børnene tænkt sig at gøre oprør. Ikke ved at forlade jobbet, for det har de ikke råd til. Men ved at rotte sig sammen og i fællesskab boykotte fabrikken, til den giver dem en bedre løn.
Da alle børnene i landsbyen er med i klubben, og da op mod 70 procent af fabrikkens arbejdere er børn, er der en vis chance for succes. Selv en fordobling af lønnen er billigere end at ansætte voksne, der kræver tre eller fire gange så meget i løn.

Ingen løn
Monshumi er syv år og for lille til at vide, hvad løn er. For hende betyder klubben noget så simpelt som adgang til at lege og slappe af.
- Jeg bor hos min arbejdsgiver, så jeg har aldrig fri, forklarer Monshumi. Hendes far har forladt familien, og moderens daglejerarbejde i landbruget er ikke nok til at holde Monshumi med mad og tøj. For et år siden gav moderen derfor Monshumi til en fjern, rig slægtning.
I dag slaver Monshumi som tjenestepige alle døgnets vågne timer, 365 dage om året. Lønnen består af den mad og det tøj, som Monshumis mor ikke havde råd til at købe til sin datter.
Monshumi går ikke i skole, ejer ikke legetøj og har end ikke sin egen seng at sove i.
Nu har børnene i landsbyen startet en klub, og selvom Monshumi er lidt for lille til at gå i krig med sin arbejdsgiver, synes hun, at klubben er et hit:
- Jeg elsker at spille Ludo, og jeg er god til det. Jeg kommer her hver eneste eftermiddag for at lege, siger hun med dagens første glimt af glæde i øjnene.