Arbejdsopgaver og spørgsmål til temaet
Børnearbejde - med udgangspunkt i Bangladesh

Fælles problemformulering: Hvorfor er der børnearbejde?

Hvad er børnearbejde?

  • Tag udgangspunkt i FNs Børnekonvention fra 1989, artikel 3, 12 og 32
    • Er artiklerne lige vigtige – eller er der nogle, der "trumfer" hinanden?
  • Vil FN forbyde børnearbejde? Hvordan foreslår FN, at børnearbejde kan reguleres?
    • Diskuter FNs synspunkter.
  • Læs ILOs, FNs internationale arbejdsorganisation, konvention om mindstealder (nr. 138) og konventionen om de værste former for børnearbejde (nr. 182).
  • Lav jeres egen definition på, hvad børnearbejde er.
  • Kan man "gradbøje", hvad børnearbejde er (jf. trafiklysmodellen)?
  • Prøv at afgrænse børnearbejde nedadtil (hvad er ikke så alvorligt eller slet ikke et problem) – og opadtil (hvad er grænseoverskridende og evt. et helt andet problem).
  • Hvad mener Red Barnet og evt. andre organisationer om hhv. FNs og ILOs konventioner og deres definition af børnearbejde?
  • Læs på hjemmesiden om holdninger til børnearbejde fra børnearbejderne selv og deres forældre i Bangladesh. Gruppér de forskellige typer af argumenter – og kommenter dem.
  • Undersøg hvad børn og voksne i Danmark mener om definitionen på børnearbejde, og hvad deres holdning er til det. Lav undersøgelsen som interviews, spørgeskemaundersøgelser eller vox-pop.

  • Sammenskriv og offentliggør resultatet af undersøgelsen i klassen.
     
  • Lav et udkast til en informationsfolder om, hvad børnearbejde er. Overvej målgruppe for folderen: Yngre elever, forældre eller folk uden for skolen.

  • Er der forskel på børnearbejde og børns arbejde?

    • Tal i gruppen om, hvad I ved om børns arbejde i Danmark i dag. Læs evt. på hjemmesiden om Børn i Danmark.
    • Udarbejd en liste over punkter, hvor børns arbejde i Danmark evt. falder uden for definitionen på, hvad børnearbejde generelt er. Lav punkterne i overskriftsform – og kommenter, uddyb og illustrer de enkelte punkter.
    • Lav derefter en liste med evt. lighedspunkter mellem børns arbejde i Bangladesh og i Danmark.

  • Sæt listerne op i klassen og diskuter forskelle og ligheder
  •  

    • Find på hjemmesiden og andre steder forskellige konkrete eksempler på børnearbejde.
      • Opstil en række overordnede kategorier eller områder de forskellige eksempler kan placeres under.
      • Beskriv kort hvad der evt. karakteriserer de forskellige typer arbejde.
    • Opstil nogle relevante kriterier, som de forskellige typer arbejde kan vurderes på - i forhold til f.eks. at være skadeligt og farligt.

  • Beskriv i oversigtsform, hvad I er nået frem til. Illustrer gerne de forskellige typer arbejde. Sæt oversigten op i klassen.

  • Hvem er børnearbejdere?

    • Er der nogle børn i Bangladesh, der er i større fare for at blive børnearbejdere end andre?
      • Gør jer nogle overvejelser om det – ift. alder (barn – ung), køn, bosted (by – land), social baggrund (rig – fattig) og tradition. 

  • Sammenfat hvad I er nået frem til, mht. antal børnearbejdere og jeres konklusion mht. hvem der er mest udsat for at blive børnearbejder.

  • Sammenhæng mellem børnearbejde og det generelle syn på børn
    Overvej – og diskuter i gruppen - følgende spørgsmål:

    • Hvilke forventninger er der til børn i hhv. Bangladesh og i Danmark? Hvilke roller og hvilket ansvar har børn i familien og i samfundet?
    • Hvilken rolle spiller respekt mellem børn og voksne?
    • Må voksne (hjemme, på arbejde, i skolen) slå eller straffe børn på andre måder?
    • Hvornår er man barn – og ung – og voksen?
    • Hvilke typer af børnearbejde findes der?
    • Beskriv forskelle og ligheder generelt ved at være barn og ung i Bangladesh og i Danmark.

  • Udarbejd en liste med forskelle og ligheder – og sæt den op i klassen.
    • Kan der også være forskel i synet på børn inden for det enkelte land – og i den enkelte familie? 
      • Lav en undersøgelse i klassen og / eller diskuter i klassen, om der er samme forventninger til jer som børn / unge i de forskellige familier og hjem.
      • Giv evt. eksempler du kender til fra dit eget nærmiljø – eller fra medierne.
      • Hvis der er børn fra andre kulturer eller med anden etnisk baggrund end dansk på skolen, så inddrag deres synspunkter og erfaringer.

         
    • Giv nogle bud på årsager til de forskellige børnesyn. Og hvilke konsekvenser det kan have for det enkelte barn. 

       
    • Diskuter i gruppen ud fra jeres egne holdninger de forskellige børnesyn. Søg at forstå og at forklare – ikke at fordømme.

  • Fremlæg jeres overvejelser og synspunkter i klassen. Det kan ske ved, at I fortæller. Men I kan f.eks. også fremføre et "situationsspil", hvor børn og forældre med forskellige synspunkter diskuterer konkrete dilemmaer, i forbindelse med at et børn i familien allerede er eller er på vej til at blive børnearbejder.

  • Hvorfor arbejder børn – med skadeligt og farligt arbejde?

    • Lav en brainstorm og søg at finde så mange årsager som muligt.
    • Læs på hjemmesiden og andre steder om forskellige forklaringer og skriv dem ned.
    • Prøv at placere de forskellige grunde inden for nogle få mere overordnede kategorier – som f.eks. personlige, kulturelle /sociale, økonomiske / sociale, lokale /nationale og globale årsager.
    • Udarbejd en liste med de fem vigtigste punkter.

  • Beskriv og visualisér hvad din gruppe er nået frem til. Det kan være i form af en planche, en multimedie-præsentation f.eks. ved hjælp af en powerpoint-præsentation, en interaktiv hypertekst i et almindeligt tekstbehandlingsprogram eller en hjemmeside.
     
  • Fremlæg det og diskuter det grundigt igennem i hele klassen. Lad oversigten med årsager til børnearbejde hænge fremme i klassen.

  • Hvad siger lovgivningen?

    • Tag udgangspunkt i de internationale regler om børnearbejde – jf. konventionerne fra FNs arbejdsorganisation ILO.
    • Hvad siger lovgivningen i Bangladesh om børnearbejde.
      • Læs også om, hvad regeringen i Bangladesh konkret gør ift. børnearbejde.
    • Overvej og diskuter i gruppen, hvorfor man i nogle lande måske synes, det kan være vanskeligt at lave love om børnearbejde og overholde dem.
    • Sammenlign evt. med lovgivningen for Børns arbejde i Danmark – og hvad der gøres for at overholde lovene i Danmark.

  • Nedskriv de årsager, I mener der er til, at det kan være svært at afskaffe børnearbejde, alene ved hjælp af love og regler.
     
  • Fremlæg og diskuter i klassen, hvad I er nået frem til.

  • Hvad gør virksomheder i forhold til børnearbejde?
    Flere og flere virksomheder er blevet opmærksomme på – og følsomme over for – brugen af børnearbejdere i forbindelse med produktion af deres varer. Derfor er der nogle, der udarbejder etiske retningslinier – på engelsk kaldet "code of conduct" – hvor der f.eks. kan stå noget om aldersgrænser for børn og arbejdsvilkår for både børn og voksne, der arbejder på en fabrik.

    Undersøg hvad det kan betyde for de enkelte virksomheder – og for børnearbejderne.

  • Diskuter og beskriv dilemmaet omkring, at en virksomhed flytter sin produktion fra en fabrik, hvor der er børnearbejdere – eller virksomheden blot truer med at gøre det.
  • Undersøg nogle danske virksomheders etik og politik ifm. børnearbejde.
    • Orientér jer på hjemmesiderne for f.eks. SAS, IKEA, McDonalds, Coop (tidl. FDB) eller Hennes & Mauritz. Stil evt. opklarende spørgsmål pr. mail.
    • Tag evt. kontakt til nogle lokale virksomheder eller butikker og spørg, om de har nogle holdninger til og en politik om børnearbejde ifm. deres produkter.

  • Hvad kan virksomhederne gøre?

    • Læs en vejledning til virksomheder fra bogen: "Hårdt arbejde til små hænder".

  • Lav en enkel oversigt med nogle gode løsningsmuligheder, som virksomheder kan bruge, når de opdager, at der bruges børnearbejde i forbindelse med produktion af deres varer. 
     
  • Lav en folder eller lign. til danske virksomheder med nogle gode råd om at have en etik og politik vedr. børnearbejde.

  • Hvad gør forbrugerne?
    Du kan finde nogle gode kilder hos Institut for menneskerettigheder, hvor man i 2001 havde et tema om børns rettigheder.

    • Søg efter interview med Christina Antorini, daværende sekretariatsleder for forbrugerinformation, 2000.
    • Søg efter artikel og interview med Henrik Byager, kommunikationsrådgiver, om større opmærksomhed fra forbrugere
      Søg på Forbrugerrådets blad Tænks hjemmeside, hvor der ligger adskillige nyere artikler om børnearbejde.

  • Lav en undersøgelse i klassen eller en rundspørge på skolen om, hvad elever og voksne gør eller ikke gør som forbrugere ifm. børnearbejde.
     
  • Lav en folder eller lign. til forbrugere om hvorfor – og hvordan - de skal være opmærksomme på børnearbejde, når de handler.
     

  • Hvad gør fagforeningerne?
    Besøg hjemmesiden for SID (nu Fagligt Fællesforbund) http://international.sid.dk og søg på børnearbejde.

    Ulandssekretariatet er en bistandsorganisation, drevet af dansk fagbevægelse: LO (Landsorganisationen i Danmark) og FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd).

  • Diskuter i gruppen, hvorfor fagforeninger er opmærksomme på brug af børnearbejde. Kontakt evt. en fagforening pr. mail og spørg dem hvorfor. I kan også søge at finde svar ved at læse om børnearbejde under Danmark, på hjemmesiden.

     
  • Opsummer 2-3 grunde under overskriften: Fagforeninger og børnearbejde - og kommenter dem, ud fra jeres egne holdninger.

  • Hvad gør medierne?

    • Undersøg f.eks. via avis-databasen Polinfo, som de fleste skoler og alle folkebiblioteker har adgang til, hvornår og hvad der har været skrevet om børnearbejde inden for de seneste f.eks. to år.
    • Kontakt evt. en avis eller to via mail eller pr. telefon for at høre om deres prioritering af emnet.

  • Skriv et læserbrev til to forskellige typer avis (f.eks. morgenavis, frokostblad, gratisavis eller lokalblad) om, hvad I mener om børnearbejde – og hvad man evt. kunne gøre ved det. Offentliggør evt. jeres læserbrev på skolen via skolebladet eller hjemmesiden.

  • Hvad mener politikerne?
    Der er i 1998 udgivet et hæfte med titlen: "Kampen om et lovforslag – politik og unges arbejde", der handler om vedtagelse af regler i 1996 for børnearbejde i Danmark.

    • Find og download hæftet på Folketingets hjemmeside.
    • Søg på Folketingets og Udenrigsministeriets hjemmeside og se, hvor mange hits der kommer på børnearbejde.
    • Undersøg, hvad de forskellige partier mener om børnearbejde. Du kan finde en liste over partierne og deres hjemmeside på folketingets hjemmeside. Du kan også prøve at kontakte de forskellige partier pr. mail eller telefon.
    • Tag evt. kontakt til et par lokale politikere og hør, om de mener om noget om børnearbejde, og hvad man bør gøre ved det.

  • Lav en sammenfatning af jeres indtryk af politikeres indsigt i og aktivitet på området.

  • Opsummering og konklusion på problemformuleringen
    I er nu nået frem til, at I skal se på jeres oprindelige problemformulering: Hvorfor er der børnearbejde? – og sammenholde det med det, I har undersøgt undervejs. Måske kan I medtænke spørgsmålet: Kan man afskaffe – eller mindske – børnearbejde?

    Søg at få overblik over de delemner, I har arbejdet med, og opsummeringen under de enkelte punkter. Prøv i oversigtsform at give nogle korte svar på jeres oprindelige problemformulering.

    • Hvad har I fundet ud af?
    • Fik I svar på det I ville?
    • Hvilke erfaringer har I gjort jer undervejs?
    • Hvad blev I evt. overrasket over?
    • Hvad har I lært? Både konkret – men også i forhold til de mål, der oprindeligt blev sat med projektforløbet.
    • Rejser jeres forløb nye spørgsmål og problemstillinger for jer som gruppe eller hver især?
    • Hvilke muligheder og perspektiver ser I fremover med hensyn til børnearbejde generelt?

    Fremlæggelse og formidling
    Overvej nøje, hvilke fremlæggelsesmåder, der vil være hensigtsmæssige for jer i forhold til resten af klassen. Medtænk også de produkter, I undervejs har bidraget med til portfolioen.

    • Præsenter resultatet af jeres arbejde og fortæl hvad I har lært – og evt. undret jer over. Efterlys kommentarer og spørgsmål – og modtag respons fra kammerater, lærer og tilhørere i øvrigt. Gør jer efterfølgende nogle refleksioner og notater.

    Fælles opsamling, evaluering og debat i klassen

    • Hvad er nu jeres samlede viden? Har I ændret holdninger til noget undervejs? Er I enige eller er der forskellige meninger i klassen?
    • Nåede I de mål, der var sat op for klassen og for jer hver især?
    • Hvilke evt. nye spørgsmål og problemstillinger rejser klassens arbejde med dette tema?

     
    LABYRINTEN
     
     
    Undervisningsforløb
    Megafonen
    LABYRINTEN
    Bibliotek
    Sitemap
    Kontakt
    Hør tekst