Introduktion til elever om temaet Børnearbejde - med udgangspunkt i Bangladesh
Mere end 250 millioner børn verden over arbejder – med meget forskelligt slags arbejde. Du har måske selv et fritidsjob eller kender nogle andre børn og unge, der arbejder efter skoletid.
De vilkår, som børn i mange andre lande arbejder under, er som regel meget anderledes end dem, som gælder for dig og dine kammerater.
Du skal nu prøve at grave dybere ned i, hvad der mere overordnet forstås ved børnearbejde, og du skal prøve at finde årsager til, at skadeligt børnearbejde er så udbredt i mange lande.
For at arbejde med og forstå denne problematik tages der udgangspunkt i situationen i Bangladesh, og du kan konkret bruge hjemmesiden om børnearbejdere i Bangladesh. Men det kan også være nødvendigt at søge oplysninger og forstå sammenhænge på andre måder, herunder at finde og sortere i en række andre kilder.
Du kan tage afsæt i den overordnede problemformulering: Hvorfor er der børnearbejde?
Du kan arbejde med dette tema på mange forskellige måder. Det er en god ide at arbejde i grupper, hvor man løbende kan diskutere forskellige muligheder og synspunkter, da der er tale om et stort og komplekst emne.
Det kan være oplagt i starten, at hele klassen – i grupper - arbejder med det samme fælles tema med afklaring af, hvad børnearbejde er. Derefter kan grupperne evt. fordele sig på forskellige underemner efter lyst og interesse. Ved afslutningen af hele forløbet skal I som gruppe fremlægge jeres konklusion for hinanden. Målet er, at I skal udveksle den viden og forståelse I er nået frem til – lige som I skal gøre rede for jeres synspunkter og holdninger til problemet.
Det kan også være en mulighed, at du alene eller i samarbejde med et par andre vælger det overordnede tema og når frem til en lignende problemformulering - som forberedelse til et projektforløb, som kun du eller din gruppe arbejder med. Forslag til underemner:
Hvad er børnearbejde?
Er der forskel på børnearbejde og børns arbejde?
Hvilke typer af børnearbejde findes der?
Hvem er børnearbejdere?
Sammenhæng mellem børnearbejde og det generelle syn på børn
Hvorfor arbejder børn – med skadeligt og farligt arbejde?
Hvad siger lovgivningen?
Hvad gør virksomheder i forhold til børnearbejde?
Hvad gør forbrugerne?
Hvad gør fagforeningerne?
Hvad gør medierne?
Hvad mener politikerne?
Opsummering og konklusion i forhold til problemformuleringen
Til alle emnerne hører en række spørgsmål og konkrete opgaver.
- Få overblik over indholdet af de forskellige emner ved at læse opgaverne igennem kort.
- Tal med din gruppe om, hvilke emner I synes, der er vigtige og som interesserer jer.
- Søg vejledning hos læreren om krav, forventninger, muligheder og vanskeligheder i forbindelse med de enkelte emner.
- Beslut så i gruppen, hvad I endeligt kunne tænke jer at arbejde med – under hensyntagen til planlægningen i hele klassen.
Hvis I ikke har arbejdet med et større projektorienteret forløb før, kan det være en rigtig god ide at sætte sig ind i den arbejdsform, før I går i gang. Det kan man læse mere om på hjemmesiden under Projektarbejde.
Husk at gøre notater i din logbog undervejs – og især ved afslutningen af hele forløbet. Skriv ved start både de fælles mål og dine egne mål med projektet. Skriv - om muligt hver gang I arbejder med emnet - såvel praktiske noter som refleksioner. Opsummer ved afslutningen, hvad du har lært.
Det er vigtigt, at du løbende samler dine produkter - eller henvisning til dem - i din portfolio. Du kan også vælge, at din mappe kun indeholder udvalgte eller de bedste eksempler på, hvad du har produceret undervejs. |