Ingen vej ud
 
Du beslutter dig for at blive hos din mand, men det er så råt. Han snakker ikke med dig, og det meste af tiden går han på druk. Du er helt alene med hans familie og din lille datter. Din mands familie forlanger, at du laver mad, vasker tøj og gør rent på fuld tid.
 
Imens drømmer du dig tilbage til dengang, du havde veninder og en familie, der elskede dig trods fattigdommen. Men sådan er det at være pige i Bangladesh, tænker du. Din mand er ikke værre end så mange andre, og han er i øvrigt næsten aldrig hjemme. Han falder også lidt ned, da du føder en søn.
 
Din søn bliver den første i familien, der kommer i skole. Det kan kun lade sig gøre, fordi I skaffer din datter et arbejde som tjenestepige hos en familie i hovedstaden.  Du og din datter er endt i en blindgyde, som du ikke kan se nogen vej ud af.