Inspiration og vejledning til lærere LABYRINTEN - et dilemmaspil
Børnearbejde i Bangladesh og børns arbejde i Danmark adskiller sig fra hinanden på en lang række områder. En af de væsentligste forskelle er valgmulighederne eller manglen på samme.
Når børn arbejder i Bangladesh er det ikke et frivilligt tilvalg af en afgrænset aktivitet i fritiden, hvor hovedformålet er at tjene ekstra lommepenge, og hvor der et regelsæt for, hvad man som barn og ung må arbejde med. I Bangladesh er børnearbejde oftest en situation man er tvunget ud i, hvor man arbejder det meste af døgnet, og ofte under farlige og skadelige omstændigheder, og hvor man samtidig lever under kummerlige og ubeskyttede forhold.
Mulighederne for at vælge til – eller fra – i forbindelse med skadeligt arbejde for børn er meget forskellige. Samtidig er betydningen af at have et arbejde for det enkelte barn og evt. dets familie anderledes. I Bangladesh er et arbejde ofte den eneste overlevelsesmulighed, så pointen er ikke nødvendigvis at fjerne barnet fra arbejdet, men i første omgang at sikre barnet ordentlige og sikre arbejdsvilkår.
Der er i Bangladesh også muligheder, hvor børnene selv – støttet af andre enkeltpersoner eller organisationer – kan være med til at ændre deres egne livsvilkår. At børn kan selv - i fællesskab med andre - er netop hvad Red Barnet arbejder på at fremme i Bangladesh som i en række andre lande. Det er disse perspektiver, der er i fokus i Labyrinten.
Overordnet formål Labyrinten – et dilemmaspil - er en introduktion til de mulige og umulige valgsituationer børnearbejdere kan være i – samtidig med at det illustrerer betydningen og vigtigheden af at børn handler selv, med opfølgning og støtte fra andre. Det er en forståelse af disse to ting, der er formålet med, at eleverne selv skal søge at navigere rundt i Labyrinten.
Desuden er det hensigten, at eleverne indledningsvis sætter ord på deres undren, deres refleksioner, og foretager en indledende problematisering i forhold til hele emnet.
Rækkefølge Det vil være en god ide, om Labyrinten er det første, som eleverne arbejder målrettet med på hjemmesiden.
Efter arbejdet med labyrinten kan man f.eks. gå videre til temaet Børnearbejderes liv og hverdag, men det er naturligvis helt åbent og afhængig af bl.a. elevforudsætninger, faglig indgangsvinkel samt tidsramme, hvad der fortsættes med. Materialet på hjemmesiden er netop ikke bygget lineært eller successivt op – og alt materialet ligger tilgængeligt hele tiden, uanset hvad der arbejdes med.
Man kan overveje, om det først er efter at eleverne har prøvet Dilemmaspillet, at der er en nærmere diskussion og afklaring i klassen om, hvilke temaer hele klassen eller de enkelte grupper arbejder videre med.
Klassetrin: 7.-10. klasse Fag: Dansk, kristendomskundskab og samfundsfag
Arbejdsform Lad helst eleverne arbejde parvis med Labyrinten. Det er vigtigt, at der lægges op til en dialog undervejs mellem eleverne, hvor de forskellige valg diskuteres.
Om de forskellige børne-skæbner i Labyrinten De er alle autentiske – og ikke fiktioner – i den forstand, at de alle er baseret på virkelige børn og/eller begivenheder. Eleverne vil både nu, andre steder på nettet, i film, i forskellig trykt materiale m.v. og også senere i forløbet møde helt lignende figurer og skæbner.
De danske elever vil i nogle tilfælde være ældre end de børn, der omtales, men der sigtes alligevel på høj grad af identifikation med børnene i Bangladesh.
Labyrinten som metafor Labyrinten er her en metafor for de vanskelige livsbetingelser mange børn i Bangladesh lever under. Livsvilkår som fattigdom, børnearbejde, overgreb og mangel på muligheder. Tal - med udgangspunkt i labyrinten som metafor - med eleverne om
- manglende overblik (ikke noget oversigtskort)
- ingen vejledning eller hjælp (ingen voksne at spørge til råds – og/ eller voksne man har tillid til)
- at være tvunget til at vælge mellem to (eller flere) veje, man ikke ved hvor fører her, og som måske også kan være blinde
- at ingen måske har fortalt om en verden uden for labyrintens lukkethed
- at labyrinten måske også kan opleves som tryg, når man ikke ved, hvad der er udenfor
- ikke at vide OM der er en udgang – eller om man skal fortsætte resten af livet "i blinde", inden for labyrintens afgrænsede område
- ikke at kunne "melde sig ud" eller sige stop: jeg vil af eller ud
- kun have ét liv – dvs. dette ER virkeligheden, og ikke et spil eller en drøm / et mareridt
Det kan være en fællesdiskussion i plenum, styret af dig som lærer eller en elev – det kan være et tema for en elevdiskussion i mindre grupper, med en kort opsamling.
Spørg evt. eleverne, om de kan komme på en anden metafor for børnearbejde. Måske vil de foreslå et fængsel, en trædemølle eller et løbebånd, en rejse tilbage i tiden, en ørkenvandring…
Spørg evt. samtidig eleverne, om de kan forestille sig en metafor for deres eget (fritids-)arbejde eller børns arbejde i Danmark: en bjergbestigning, en skattejagt, et orienteringsløb, "leg voksen for sjov" eller lign.
Fælles opsamling Det er vigtigt at finde en hensigtsmæssig og ikke for langstrakt form for formidling til de øvrige elever. Dels for at få struktureret og sat ord på øget indsigt og viden – og dels for at alle får overblik over de 4 forskellige skæbner / roller. Endelig er det en fælles platform og udgangspunkt for det videre arbejde i klassen med temaet eller projektet, hvor der både skal arbejdes i fællesskab og i grupper / individuelt.
|