Synet på børn før og nu
I dag Børn i nutidens Danmark lever et liv, som er meget forskelligt fra det liv, som børnene i Bangladesh lever. I Danmark går alle børn i skole, de spiser sig mætte og har ikke farligt arbejde. De får med andre ord deres rettigheder respekteret. Børns rettigheder står beskrevet i FNs Børnekonvention, som Danmark, Bangladesh og næsten alle andre lande i verden har tiltrådt.
Selvom børn i Danmark ikke har brug for at tjene penge for at overleve, er der alligevel en tendens til, at børn begynder at arbejde så tidligt som muligt. Moderne børn og unge er selvstændige forbrugere. Faktisk tilhører de unge den samfundsgruppe, som har flest penge mellem hænderne.
I gamle dage Da dine oldeforældre var børn, arbejdede de sikkert lige så meget, som børnene gør i Bangladesh i dag. I 1800-tallet og frem til langt ind i 1900-tallet blev børnene på landet sat til at arbejde, så snart det var fysisk muligt. Mange børn måtte forlade deres hjem i 7-8-års alderen for at tjene på større gårde. Helt sikkert var det, at efter konfirmationen måtte de forlade skolen og deres hjem for at tjene hos mere velhavende familier.
Omkring 1870 ved overgangen fra landbrugs- til industrisamfund fik flere og flere folk arbejde i byerne. Hjemmet var ikke længere familiens arbejdsplads. De fattige familiers børn skulle finde et job. Samtidig skete der langsomt en ændring i synet på børn. De rige mennesker i byerne begyndte at tale om, at barndommen er en særlig periode, hvor børn ikke skal arbejde, men derimod have tid til at udvikle sig gennem leg og skolegang. De fattige på landet mærkede i begyndelsen ikke noget til de nye tanker. Men i de seneste 50 år er det blevet normalt at se på barndommen på den måde. |