Voksen på én dag
En brat afslutning på Annas barndom

Anna træder hårdt i pedalerne hen ad den lange, lige landevej gennem Perstrup. Der er modvind. Hun er lige blevet færdig med at luge i roemarken og skynder sig, for hun har en aftale med sin veninde Esther. Hun drejer op ad den lange allé til Proprietær-gården, hvor Esther bor.

AnnaForan hovedbygningen smider hun sin cykel op ad det sirligt, hvidmalede stakit og går med hurtige skridt op ad havegangen. Hun ringer på den store hoveddør. Esthers mor åbner døren. Hun ser smuk ud i sin spadseredragt, synes Anna.
- Kom indenfor, Anna, siger Esthers mor og smiler venligt.

På bordet er der dækket op med musselmalet porcelæn. Det er så fint, at man næsten er bange for at røre ved det. Og midt på bordet står der fire lækre Sarah Bernard-kager. Anna har aldrig set så dejlige kager. Hendes tænder løber i vand.
- Vi har lige været en tur hos tandlægen i Århus, så vi tog kager med til kaffen, siger Esthers far, som allerede sidder ved bordet.
- De børn, som tager en skefuld levertran, må få lov at sætte tænderne i en af de fine kager, siger han.

Esther, som lige er kommet hjem fra realskolen, vrænger på næsen og løber ud og gemmer sig bag døren. Men Anna melder sig straks til levertranen. Tanken om kagen, som venter, kan få hende til hvad som helst lige nu. Anna synker sin levertran og sætter sig.

Sidst på eftermiddagen går Anna hjem mæt og glad med splinternyt tøj, Esthers aflagte tøj. Da hun kommer hjem, venter hendes mor og de fem søskende med varm grød. Men Anna kan ikke spise mere. Hun kryber i stedet træt og mæt til ro i den store høseng.

Næste morgen kl. 6 trækker hendes mor hende ud af høet.
- Så er det op, Anna, vi skal i marken og luge roer, siger hun. En time senere trasker seks søvndrukne unger af sted mod roemarken. Foran dem venter 7 timers hårdt arbejde.

Da Anna fylder 14 år, har hendes mor lavet en fin honningkage til hende. Den ligger på hendes tallerken ved morgenmaden.
- Tillykke med fødselsdagen Anna, nu er du voksen, siger mor.

Anna kan se en lille tåre i sin mors øjenkrog, men hun vender sig hastigt om. Da Anna har spist sin honningkage, sætter hendes mor sig ned ved siden af hende.
- Jeg har pakket dine ting i den lille kommode, Anna. I aften må du flytte over til moster og onkel på gården. Moster vil lære dig, hvordan man holder hus.

Anna vidste godt, at den her dag ville komme. De fire ældre søskende var også flyttet hjemmefra, for at tjene, da de fyldte fjorten.

Efterspil
Anna smækker døren til bindingsværkshuset, og med sin lille kommode under armen går hun med langsomme, tøvende skridt væk fra sit barndomshjem.
- Hvor er det underligt at blive voksen på en dag, tænker hun ved sig selv.

Én gang vender hun sig om. Hun kan se sin mors skikkelse bevæge sig bag gardinerne. Dagen efter er hun i sving fra den tidlige morgenstund på moster og onkels gård. Hun vasker tøj i et stort kar på gårdspladsen. Snefnuggene fyger gennem luften, og næsen løber. Hårdt, husligt arbejde for andre folk bliver de barske realiteter, indtil Anna bliver gift som 24-årig.

 
7 timer i roemarken
Annas poesibog
Voksen på én dag
 
Anna, tjenestepige 1 1928
 
Undervisningsforløb
Megafonen
LABYRINTEN
Bibliotek
Sitemap
Kontakt
Hør tekst