Politiske system: Demokrati – eller?

Bangladesh har ligesom Danmark en grundlov. Den trådte i kraft i 1972 men har været sat ud af kraft flere gange, fordi landet var erklæret i undtagelses-tilstand bl.a. på grund af militærkup i 1980erne.

I dag er Bangladesh et parlamentarisk demokrati med mange partier og valg med hemmelige afstemninger ligesom i Danmark. Præsidenten er Bangladeshs overhoved, men har ligesom Danmarks dronning ikke megen magt. Den egentlige magt ligger hos premierministeren, som udskriver parlamentsvalg hvert femte år. De to største partier i Bangladesh er BNP (Bangladesh Nationalist Party) og Awami League. BNPs leder, Begum Khaleda Zia, er premierminister for tiden. Awami League er ledet af Sheikh Hasina Wajed.

Til trods for demokratiet er bangladeshisk politik meget anderledes end dansk politik. Valgkampagner er tit meget voldelige, og en del partisympatisører og politikere er villige til at slå modstandere ihjel for selv at komme til magten.

Politik i børnehøjde
Også børn og unge er aktive i bangladeshisk politik. De studerende ved universitetet i hovedstaden Dhaka var med til at kæmpe for landets selvstændighed, selvom det kostede en del af dem livet. I dag betaler de store politiske partier tit studerende for at støtte deres parti, og mange unge frygter, at hvis de ikke accepterer, er det umuligt for dem at få et job i det offentlige senere. Det medfører nogle til tider blodige opgør mellem forskellige politiske fraktioner af studerende på universitetet.

Mindre børn bliver også udnyttet politisk. Når partierne er på gaden for at markere deres synspunkter, hyrer de tit gadebørn til at gå med i demonstrationerne. På den måde ser det ud som om, at partiet har mange flere tilhængere, end det faktisk har.

For gadebørnene er det en chance for at få en hurtig indtægt, men den er nogen gange dyrt købt. Politiske demonstrationer og møder er nemlig langt fra så fredelige som i Danmark. Ofte kommer politiske modstandere op at slås, eller politiet sættes ind med tåregas og kugler. Der er også politiske attentater. I august 2004 smed ukendte gerningsmænd for eksempel bomber ind i en menneskemængde, der deltog i et stort politisk møde arrangeret af oppositionspartiet Awami League. 22 blev slået ihjel og mange blev sårede.

Politiske strejker
Strejker er den del af hverdagen i Bangladesh, men de er for det meste erklæret af de politiske partier og ikke af fagforeninger eller arbejdspladser som i Danmark. En strejke, eller hartal, som det hedder i Bangladesh, kan for eksempel erklæres af oppositionen, der er utilfreds med stigende priser. Eller en række mindre partier kan slå sig sammen og kræve, at regeringen skal gøre noget ved kriminaliteten og den politiske vold. Ophavsmændene bag strejken sender derefter alle sympatisører på gaden for at demonstrere. Plus at de betaler gadebørn og fattige voksne fra slummen for at stille op også, så folkemængden bliver større.
Hartals går dog ikke kun ud på at vise sin utilfredshed. De skal også ramme landets økonomi og dermed få den siddende regering til at fremstå som om, den ikke har styr på tingene. Derfor skræmmes alle andre med trusler om vold til at holde sig indendøre en hel dag eller to. Under hartals er alle kontorer, butikker og virksomheder lukkede, og de ellers så overfyldte gader i byerne er næsten tomme.

Den slags indgreb går ikke bare hårdt ud over Bangladeshs økonomi. Fattige, som lever fra dag til dag, lider også under hartals. I Bangladesh er der nemlig ingen bistandshjælp eller a-kasse at gå til, hvis man mister en dags indtægter.

Fagbevægelsen er ikke for børn
Der findes en fagbevægelse i Bangladesh, men den er splittet på kryds og tværs, og mange fagforeninger virker mere som talerør for et bestemt politisk parti, end som arbejdernes forlængede arm. Måske derfor er meget få arbejdere organiserede. 

Generelt mener fagbevægelsen i Bangladesh, at alt børnearbejde skal afskaffes, og selvom børnearbejde er så almindeligt, er det forbudt for alle under 18 år at være medlem af en fagforening. Børn har heller ikke lov at lave deres egen fagforening.