Kort over BangladeshOm landet

Bangladesh er et meget ungt land. Oprindeligt hørte det under Indien, som i 190 år var engelsk koloni. Da Indien fik sin selvstændighed i 1947, blev Indien delt op i to lande baseret på religion. Pakistan, som bestod af to dele, nemlig Østpakistan og Vestpakistan, var for muslimer, mens den resterende del af Indien mest var for hinduer. 

Øst- og Vestpakistan havde imidlertid ikke ret meget til fælles. I øst talte folk bangla, mens man i vest talte urdu og flere andre sprog. Østpakistanerne spiste mest fisk og ris, mens vestpakistanerne foretrak kød og brød. Religionen betød også mere for vestpakistanerne end for østpakistanerne. Desuden var hele Pakistan styret fra vest. Og i øst følte folk, at vestpakistanerne beholdt alle værdier, for eksempel udviklingsbistand og skatter, for sig selv, selvom befolkningen i øst var meget større og i øvrigt stod for den største del af produktionen.

Det bangladeshiske flagDa regeringen besluttede, at alle i Pakistan skulle tale urdu og intet andet sprog, blev det for meget for østpakistanerne. De startede et blodigt oprør, og i 1971 blev Østpakistan forvandlet til det selvstændige Bangladesh.

Det bangladeshiske flag


Klima
Bangladesh har tre årstider. Vinteren er tør og kølig og varer fra oktober til marts. Sommeren varer fra marts til juni og er varm og fugtig. Fra juni til oktober er der regntid, og på denne årstid bliver Bangladesh ofte hærget af oversvømmelser og cykloner.

I 2004 blev landet hårdt ramt af oversvømmelser, der tog livet af flere end 670 mennesker og gjorde 10 millioner hjemløse. I hovedstaden Dhaka, der huser 10 millioner mennesker, stod vandet på et tidspunkt op til hofterne på folk, og tusindvis af mennesker blev syge, da kloakkerne løb over og forurenede drikkevandet.

I kølvandet på de brusende floder kommer der tit en menneskebølge. Familier, hvis rismarker er skyllet bort, strømmer ind til hovedstaden for at søge arbejde, og er nødt til at slå sig ned i de enorme slumbyer. Nogle gange bliver børn helt ned til seks år sendt alene til byen, hvor de må klare sig selv, for så har familien en mund mindre at mætte.

Kilde: www.u-landsnyt.dk


 
Børn fortæller
 
 
Undervisningsforløb
Megafonen
LABYRINTEN
Bibliotek
Sitemap
Kontakt
Hør tekst