Familieroller

I forhold til Danmark er Bangladesh er et meget gammeldags land, hvor alle har faste roller fra fødsel til død. Far er den, der tjener pengene. Mor går derhjemme og passer børnene. Og børnene har alt efter alder også deres faste pladser i samfundet. De helt små tuller bare rundt og bliver passet af de lidt større søskende. De lidt større børn har småjobs som stik-i-rend-drenge, og pigerne hjælper deres mor. Fra omkring 10-årsalderen er det enten skolen, der stjæler tiden. Det gælder især for børn og unge fra middelklassen og de rige. Eller arbejdet, der for drengenes vedkommende varer, til de er slidt ned eller for gamle til at arbejde. Pigerne, derimod, bliver tit holdt hjemme, når de har fået deres første menstruation. 

Gift som 11-årig
Mange fattige piger bliver gift, allerede når de er 11-12 år. Derefter flytter de ind hos deres mands familie, hvor de fortsætter i deres mors fodspor med at føde børn, passe hus, lave mad og varte manden og svigerfamilien op.

Flere og flere kvinder finder dog ud på arbejdsmarkedet. Dels har fattige familier behov for den ekstra indtægt. Dels har tøjindustrien brug for syersker. Et job, der betragtes som pænt og acceptabelt for piger og kvinder. For fattige kvinder er mulighederne ellers begrænsede. Man kan blive tjenestepige eller slå mursten i stykker til vejkonstruktion. Mange kvinder arbejder også i landbruget, men de fleste andre jobs anses for at være for mænd.

Rige piger går i skole
Middelklassen og de rige kvinder og piger følger til en vis grad de samme normer. Mange piger får dog lov at gennemføre skolen og en kortere uddannelse, inden deres forældre arrangerer et ægteskab for dem, når de er omkring 20 år. Herefter forventes de også at føde børn og tage sig af huset. Dog har de mulighed for at ansætte en tjenestepige til at lette på de huslige arbejdsbyrder, hvis de selv finder arbejde i for eksempel en organisation eller som lærer eller sygeplejerske. Som for de fattige er der regler for, hvad der er acceptable kvindejobs.

Fælles for alle er begrebet ”medgift”. Når en pige skal giftes, forventer den kommende svigerfamilie at få penge og gaver med i købet. Jo rigere, man er, jo større er medgiften. Uanset om man er rig eller fattig, er der tale om beløb, der gør, at det er en dyr affære at have døtre.

 
Børn fortæller
 
 
Undervisningsforløb
Megafonen
LABYRINTEN
Bibliotek
Sitemap
Kontakt
Hør tekst