Sumon er forældreløs og må selv skaffe sig penge til mad. Han arbejder derfor på gaden som cykeltaxachauffør. Det er hårdt arbejde. Sumon træder i pedalerne 12 timer om dagen, alligevel tjener han sjældent mere end 15 kr. Og det er ikke altid, at kunderne behandler ham pænt.   Det er eftermiddag i storbyen Chittagong i Bangladesh, og myldretiden er ved at erobre gadebilledet. En af de mange farvestrålende rickshaws (cykeltaxaer) drejer ind til siden og sætter sin kunde af. Chaufføren hedder Sumon og er, efter sit udseende at dømme, ikke en dag over 13 år. Sumon tjener penge til mad ved at køre rickshaw. Hans mor døde, da han var tre år, og faderen døde, da Sumon var ni år. I dag bor han hos sin stedmoder. - Jeg kan godt li´ min stedmoder, men hvis jeg ikke giver hende penge, så giver hun mig ingen mad, forklarer Sumon. Normalt arbejder han 12 timer om dagen. Hans arbejdsdag starter kl. 8 om morgenen, hvor han kører forretningsfolk på arbejde rundt i den tætte morgentrafik. Klokken 16 holder han en pause, hvor han spiser og sover. Men Sumon tjener ikke meget mere en 1,25 kr. i timen, så der er ikke råd til at slappe af for længe. Klokken 17 hopper han derfor igen op på cyklen og er klar til at køre folk hjem fra arbejde.  Normalt plejer Sumon at slutte sin arbejdsdag kl. 21, men sådan bliver det nok ikke denne dag. For klokken er allerede 16, og Sumon har kun tjent i alt 10 taka (ca. 1 kr.), så der er stadig lang vej, før han kan dække dagens udgifter. - Cyklen er ikke min egen. Jeg lejer den for 35 taka om dagen. Og min stedmoder forlanger 25 taka for mad, fortæller Sumon. Udenfor begynder det at regne voldsomt, og Sumon liver lidt op, for når det regner, er der flere, der ønsker at kører med i hans cykeltaxa, hvor man kan sidde i læ for regnen. En kunde stjal min rickshaw Sumon kan have tre fuldvoksne mænd på bagsædet. Det kræver mange kræfter for en spinkel dreng som Sumon at transportere 4-5 gange sin egen vægt. Sumon fortæller, at han har smerter i hænder, ben og talje.  - Men det bekymrer jeg mig ikke så meget om. Det værste er, hvis kunderne behandler mig dårligt. Jeg bliver normalt ikke slået, men for et par uger siden, var der en kunde, der stjal min cykeltaxa, fortæller Sumon og fortsætter: - Han bad mig stoppe og købe nogle cigaretter for ham. Og mens jeg var væk, forsvandt han med min cykel. Efter et stykke tid kom han tilbage uden cyklen og forlangte 3000 taka for at levere den tilbage. Så mange penge har jeg ikke. Min ejer var flink og lavede en handel med ham. Han betalte ham 1000 taka, og resten skal jeg selv betale manden i små afdrag. Sumon har aldrig gået i skole, for han arbejder hver eneste dag. Han har lært sig selv at regne, så han kan tage imod betaling fra sine kunder. - Jeg ville gerne gå i skole, men det er ikke muligt for mig. Jeg har ingen forældre, der kan betale for min skolegang. Så jeg er nødt til at arbejde, siger Sumon. Sumons rickshaw er rød med blomster i alle mulige farver. Der er ikke meget plads bag i - i hvert fald ikke hvis man er mere end én. Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt tryg ved situationen, for vejene er glatte, og Sumon skal køre forhindringsløb mellem dyttende biler, osende knallerter og slingrende cykler. Men Sumon har styr på det. Selv om jeg vejer en del mere end ham, så kører han det store, farverige monstrum af en cykel frem med sikre, hurtige bevægelser, der bringer mig til endestationen på mindre end ti minutter. Jeg betaler og takker, noget imponeret over styrken i sådan en - trods alt - lille dreng.   Sumon fortalte sin historie til Helle Kjærsgaard, informationsarbejder i Red Barnet, maj 2004