I Bangladesh er det normalt, at bedrestillede familier tager fattige børn til sig som hushjælp. Børnene står for husholdningen. Til gengæld får de tag over hovedet og mad, og arbejdsgiverne sørger for, at de bliver gift ind i en ”bedre” familie. Men savnet af mor og far er ikke altid den eneste pris for at tjene i huset hos en fremmed familie. For mange bliver det et mareridt. Faruque og Munni er begge 12 år og arbejder som hushjælpere hos en middelklassefamilie i Bangladesh's hovedstad, Dhaka. Faruque har været ansat i to måneder, mens Munni lige er kommet for nogle uger siden. Familien består af en far, som er professor i landbrug, en hjemmegående husmor, en søn på 18 år og en datter på 13 år. Ud over køkken og badeværelse består huset af fire rum: stue, soveværelse og et værelse til hver af familiens to børn. Faruque sover i stuen, Munni i køkkenet. Deres opgave er at holde huset rent, købe ind og lave mad. Faruque og Munni, der har fået deres pæneste tøj på i anledning af mit besøg, smiler genert, da deres arbejdsgiver fortæller, at jeg er kommet for at snakke med dem. Faruque har en splinterny T-shirt på i strålende farver. Hans smil er stort, for Faruque er tydeligvis meget glad for sine arbejdsgivere: - Mine forældre har sendt mig hertil for at give mig en bedre fremtid og for, at jeg kan få mad og pænt tøj. Der er bedre mulighed for at komme i skole her i byen end på landet, hvor jeg kommer fra. Livet på landet var ikke så godt. Maden smagte ikke godt, og jeg var altid sulten. Livet her er bedre. Maden er god her, og jeg kan spise så meget, jeg vil, fortæller Faruque. Faruque kigger undersøgende på mig, og siger, at han kun har set hvide folk som mig på tv. Han bliver meget overrasket, da jeg fortæller ham, at vi ikke har børn som hushjælp i Danmark og begynder stolt at fortælle om sin dag: - Jeg står op kl. 6 og vasker mig. Så dækker jeg bord og stiller morgenmaden frem. Når min chef har spist og er taget på arbejde, tørrer jeg støv af møblerne og vasker gulvene. Bagefter tager jeg et bad og spiser min morgenmad. Garageskole for tjenestebørn Om eftermiddagen går Faruque og Munni i skole to timer, men ikke på samme skole, som familiens jævnaldrende datter. Deres undervisning foregår nemlig i familiens garage, hvor alle tjenestebørnene fra gaden samles for at lære at læse og skrive. Læreren arbejder for børneorganisationen Soishab, der er støttet af Red Barnet. - Jeg er glad for at gå i skole. Her møder jeg andre børn. Vi snakker med hinanden om alt muligt. Og efter skole spiller jeg cricket med de andre drenge, fortæller Faruque og gentager, at han er glad for at være ansat her. - De behandler mig godt og giver mig lov til at lege og tale med, hvem jeg vil. Og de har lovet mig, at jeg må besøge min egen familie om et år. Munni er lidt mere tilbageholdende end Faruque. Hun er stadig ny i huset og savner sin mor meget. Jeg spørger hende, om hun er glad for at være her. - Jeg har det godt her, men jeg havde det bedre sammen med min mor. Jeg er nødt til at være her, fordi min mor arbejder og derfor ikke kan tage sig af mig. Da jeg skulle bort, sagde hun, at hun havde fundet en familie til mig, som ville passe godt på mig og sørge for, at ingen mand ville gøre mig noget, siger Munni, mens hun kigger ud ad vinduet og sikkert drømmer sig over alle hustage og hjem til sin mor. De gifter mig bort Familier med tjenestepige påtager sig ansvaret for at give pigen en god, husmoderlig opdragelse, så hun bliver attraktiv at gifte sig med. Det er også op til den nye familie at finde en mand til pigen og gifte hende bort, når de synes, hun er klar. - Jeg tjener ikke penge her, men mine chefer opdrager mig, så jeg en dag kan blive gift, siger Munni, der ikke ved, hvornår det er hendes tur til at blive gift. For selv om Munni bare er en lille, genert pige i mine øjne, så ligger giftermål og et nyt liv hos hendes kommende mands familie sandsynligvis ikke ret langt ude i fremtiden.

Slået med en kagerulle Det er imidlertid ikke alle tjenestebørn, der er lige heldige at komme i huset hos en god familie som Munni og Faruque. Under interviewet får jeg øje på en avis, der ligger på bordet. På forsiden er der et billede af en lille pige med store sår i ansigtet og på armene. Pigen på billedet er en ti-årig tjenestepige, Mostakina, der er blevet mishandlet af sine arbejdsgivere gennem det sidste år. Mostakina blev slået i ansigtet med en kagerulle og brændt på armen med et strygejern. Og det var først, da hun gik ud med skrald, at en af naboerne fik øje på hende og tilkaldte politiet. Mostakina blev straffet hver gang hun kom til at ødelægge noget i hjemmet eller ikke udførte sine opgaver godt nok. Hun blev revet i ansigtet, slået og fik ingen mad den dag. Mostakina blev tvunget til at drikke det beskidte opvaskevand, hvis der var snavs på tallerknerne efter opvasken. - Min chef spyttede også på mine ris, fortæller Mostakina og fortsætter: - Jeg fortalte det aldrig til nogen, fordi jeg var bange for, at de bare ville slå mig endnu mere. To måneder tidligere havde Mostakina forsøgt at løbe væk fra familien, efter at hun var blevet mishandlet. Men hun nåede ikke at komme ret langt, før hun blev fanget og ført tilbage. Artiklen fortæller også om en lignende historie kun få måneder før, hvor en 14-årig tjenestepige blev voldtaget og slået ihjel af sine arbejdsgivere. Og der er mange flere historier, om hvordan tjenestebørn bliver mishandlet. På en måde er Mostakina heldig, fordi hun i det mindste er blevet reddet i modsætning til mange andre tjenestebørn, der bliver udsat for lignende brutalitet og skal leve med det på ubegrænset tid. Men Mostakinas fremtid er usikker. Hendes mor døde for mange år siden, og hendes far har giftet sig på ny og har ikke besøgt Mostakina det sidste år. Uden familie og tilhørsforhold er der ingen, der ved, hvad der nu skal ske med hende. Lige nu bor Mostakina på et hjem for piger, der har været udsat for mishandling. Her får hun hjælp til at hele sine fysiske og psykiske sår. Hjemmet, der er støttet af Red Barnet, hedder Proshanti. Proshanti betyder 'håb'. Trods Mostakinas svære situation er der alligevel håb for fremtiden. På Proshanti får hun nemlig mulighed for at få en uddannelse, som kan være med til at sikre hendes fremtid. Faruque og Munni fortalte deres historie til Helle Kjærsgaard, informationsmedarbejder i Red Barnet, maj 2004. Artiklen om Mostakina er fra avisen Star, 14. maj 2004