Mohammed har ikke set sine forældre, siden han som 10-årig købte en enkeltbillet til byen for at blive guldsmed. Som lærling får han hverken løn, fritid eller mulighed for at komme i skole. På et værksted i det sydlige Bangladesh sidder seks drenge bøjet over hver deres lille bord. Drengene laver guldsmykker, som ejeren af værkstedet sælger i sin forretning, Apon Jewellers, i stueetagen ud til gaden. Lokalet er 10 m2, og den eneste belysning kommer fra en nøgen pære, der hænger ned fra loftet. Gulvet er dækket af en mørk, klistret substans, der lugter som en blanding af petroleum, svovl og kemikalier. Her sidder drengene i skrædderstilling i bar overkrop og knokler kun iklædt tynde bukser. Da jeg spørger 14-årige Mohammed, hvor længe han har arbejdet på værkstedet, retter han mig og siger, at han ikke arbejder men er i lære. En læreplads som guldsmed tager seks år. Mohammed har nu været der i fire. Hans drøm er at starte sit eget smykkeværksted. Men der kommer nok til at gå mange år, før han får råd til det, for som lærling får han ingen løn – bare kost og logi. Farvel til mor og far - Jeg har ikke set mine forældre, siden jeg startede her for fire år siden. Jeg savner dem, men en dag, når jeg har fået mit eget værksted, så besøger jeg dem, fortæller Mohammed. Mohammeds forældre bor på landet; langt fra, hvor han er i lære. De er meget fattige og har sendt ham ind til dette værksted, for at han kan lære et håndværk, der giver ham mulighed for at tjene penge i fremtiden  Savnet af sine forældre er imidlertid ikke den eneste pris, Mohammed må betale for at blive guldsmed. Han arbejder nemlig hver eneste dag og har ingen fridage, ingen tid til at lege eller til at gå i skole. - Mit arbejde starter kl. 9 om morgenen. Hvis jeg er færdig med mit arbejde før de andre, hjælper jeg dem. Derfor har jeg som regel først fri omkring kl. 2 om natten, siger Mohammed og fortsætter: - Jeg ville ønske, at jeg kunne gå i skole. Jeg tror, det er sjovt. Mine muligheder for at tjene penge ville være bedre, hvis jeg kunne læse og skrive. Små fingre er en fordel Mohammed er en af værkstedets otte lærlinge. Der er kun fire voksne ansatte, for børn i lære er ofte en bedre arbejdskraft end uddannede voksne. Dels fordi de er lærenemme, arbejdsomme og ikke stiller nogen krav. Og dels fordi deres arbejde ikke koster arbejdsgiveren andet end lidt mad. - Det er bedst, når drengene starter i lære som 10-årige. I den alder har de små fingre og kan nemmere lave de svære mønstre i smykkerne, fortæller Mohammeds arbejdsgiver. Det tager Mohammed omkring en uge at lave en halskæde.

Med livet som indsats Mohammed og de andre drenge arbejder meget koncentreret med at trylle små, tynde guldsnore om til ringe, der sættes sammen til en kæde. Bagefter skal smykkerne behandles, slibes, farves og svejses i sammenføjningerne. Ved siden af drengenes arbejdsplads står der forskellige kar med kemikalier og syre. Mohammed viser mig sin overkrop, der er dækket af store ar. - En dag, jeg kom gående med et kar med syre, var der en af de andre drenge, der kom til at løbe ind i mig, så jeg tabte syren ned over min krop. Min chef skaffede noget salve til forbrændingerne, men det gjorde meget ondt, fortæller Mohammed og tilføjer, at arbejdet i værkstedet også giver ham hovedpine, ondt i øjnene og smerter i ryggen. De seks drenge sover i samme lokale, som de arbejder i. Jeg kigger mig omkring for at finde ud af, hvad de sover på. Jeg undrer mig over, hvordan de kan få plads til seks madrasser i det lille lokale. Mohammed peger op på en hylde, hvor der ligger nogle slidte lagner. - Det er dem, vi sover på, fortæller han, mens han peger ned på det hårde stengulv, der er dækket af petroleum og små guldsplinter fra deres arbejde.   Mohammed genoptager arbejdet, og jeg kan se på hans mimik, at han ikke har tid til at snakke med mig mere. For selv om jeg kun har optaget ti minutter af hans tid, så står hans arbejdsgiver allerede og tripper utålmodigt i døråbningen. For arbejdsgiveren er Mohammeds tid nemlig penge - også selv om han kun er en dreng. Men for Mohammed er hans arbejdstid indtil videre kun en lotteriseddel. Måske ”vinder” han en dag og begynder at tjene sine egne penge. Mohammed fortalte sin historie til Helle Kjærsgaard, informationsmedarbejder i Red Barnet, maj 2004.