Rajib savner at gå i skole, men var nødt til at holde op for at tjene penge til sin familie. I dag bruger han derfor sin sparsomme fritid på at hjælpe andre børn med at kæmpe for deres ret til at gå i skole. Rajib Das er 15 år og bor i Patenga, en lille fiskerlandsby i det sydlige Bangladesh. Rajib gik i skole ind til 6. klasse, men var nødt til at droppe ud af skolen for at tjene penge til hans tre mindre brødres skolegang, da deres far blev fyret. Klokken halvfem om morgenen går Rajib til markedet for at købe fisk, som han sælger på et andet marked. Om eftermiddagen tager han ned til stranden for at købe fisk af fiskerne. Bagefter tager tilbage til markedet for at sælge dem. Rajib tjener fra 0 til 250 taka (0 til 25 kr.) om dagen. Rajib fortæller, at han ofte føler sig dårligt tilpas, fordi han opholder sig i varmen hele dagen. - Det er hårdt arbejde, men jeg gør det for min maves skyld. Jeg er nødt til at arbejde, for ellers har mine forældre ikke råd til at købe mad til vores familie, og mine yngre brødre kan ikke komme i skole. Skole er vejen til muligheder Rajib savner at gå i skole og bliver tit mindet om det, når han møder sine gamle skolekammerater. - Det gør ondt på mig, når jeg ser mine venner, som nu går i 10. klasse. Men det er min skæbne at arbejde og ikke gå i skole, siger Rajib og fortsætter med sikker stemme: - Uddannelse er meget vigtigt, for hvis man tager en studentereksamen, kan man få hvilken som helst job. Uden uddannelse er jeg nødt til at arbejde som fiskehandler. Skole er vejen til muligheder. Men jeg har fået en idé til, hvordan jeg kan tjene penge på en anden måde. Jeg vil starte en Samitee, fortæller Rajib stolt. En Samitee er en slags privat fond, som låner penge ud til andre og lever af renterne. De er tre venner, der hver lægger 300 taka (ca. 30 kr.) om måneden i en fælles pulje. Pengene låner de ud til fiskere, når sæsonen starter, og får dem senere tilbage med renter. Ideen har han fået fra lokale hjælpeorganisationer, der igennem mange år har lånt penge til hans forældre. Den slags lån kaldes mikrokredit. Fattige familier kan låne mindre beløb til f.eks. at starte en forretning. Selv om disse lån er dyre, er de meget anvendte blandt fattige i Bangladesh, der ikke kan låne penge andre steder. - På den måde kan jeg tjene penge, så mine brødre kan gøre deres skole færdig, fastslår Rajib. Børneteater med budskab På torvet i Rajibs landsby står der et lille træhus med bliktag og palmeblade for vinduerne for at holde den bagende sol ude. Det er den skole, som Rajibs brødre går i. Skolen er drevet af en lokal børneorganisation, BITA, som er støttet af Red Barnet. Skolen er en såkaldt uformel skole for børn, der aldrig er startet i en offentlig skole. Her lærer børnene at læse og skrive, så de senere kan komme i en klasse med jævnaldrende. Om eftermiddagen fungerer skolen som en slags fritidsklub. Gennem sang, dans og teater lærer BITA børnene om deres rettigheder. Rajib har selv gået på skolen. Han har også været med til at lave teaterstykker om børns rettigheder for landsbyen. I sin fritid underviser han børnene i drama. - Og jeg kan rigtig godt lide at hjælpe med at undervise, fordi jeg får mulighed for at fortælle dem, at de skal blive ved med at gå i skole, fortæller Rajib, inden han rejser sig og henter en tromme og begynder at spille. Der går ikke mange sekunder før rummet er fyldt med børn, der synger af fuld hals, mens de bevæger sig i takt til rytmen fra Rajibs tromme. Sangen handler om en pige, der bliver slået af sin arbejdsgiver, fordi hun stikker af fra jobbet for at gå i skole. Det har Rajib også tit haft lyst til, men nu trøster han sig med, at hans brødre i hvert fald får en uddannelse, og at han selv er med til at kæmpe for, at andre børn kommer i skole. Rajib fortalte sin historie til Helle Kjærsgaard, informationsmedarbejder i Red Barnet, maj 2004.