Uttam sætter dagligt sit helbred på spil ved farligt arbejde. Da faren er syg, er det Uttams ansvar at forsørge familien. Uttam håber, at Red Barnets skole bliver hans billet til en bedre fremtid. Klonk, klonk, klonk. Sort støv fyger op i luften. Klonk, klonk, klonk. 15-årige Sri Uttam hamrer løs på de brugte batterier, så metal- og plastikhylstret flækker. Han lægger metal og plastik i hver sin bambuskurv. Når kurvene er fyldte, bliver de hentet af hans arbejdsgiver, som sælger materialerne til genbrug. Men det sorte støv, som er giftige kemikalier og tungmetaller, gør ingen gavn. Tværtimod. Uttam og hans tre arbejdskammerater; to piger på 18 år og Uttams niece på 12 år har et tykt sort lag af kemikalier på armene, i ansigtet og på tøjet. - Jeg hamrer mig over fingrene. Mine hænder skærer sig på metallet. Min hud får skrammer og klør. Jeg ved, at det er farligt, men hvad kan jeg gøre?! Jeg er nødt til at have dette arbejde, ellers ville min mave knurre hver dag, siger Uttam, der var for genert til at række mig sin beskidte hånd, da jeg inden interviewet ville sige goddag til ham. Efter seks timer i batterihytten er klokken blevet 14, og Uttam får fri. Inden han skal i skole, tager han et bad. Men da er de giftige stoffer sikkert allerede trængt ind under huden. Uttam bliver heller ikke ren udenpå. Floden, han bader i, bliver nemlig brugt som fælles bad, toilet og vaskeplads for de tusindvis af beboere i slumbyen. Bijob på slagteri Batterijobbet er ikke det eneste farlige job, Uttam har. Hver anden dag møder han tidligt om morgenen på et slagteri. Her er hans job at rense huderne for sener, blod og kødrester.  - Jeg tager de mest ulækre job, for de giver flest penge. Jeg tjener 1.600 taka (ca. 160 kroner) om måneden. Selv om min mor arbejder, har vi hårdt brug for min løn, for min far har sukkersyge og kan ikke arbejde. Tag vores børn med jer Efter interviewet går Uttam og jeg forbi ti andre batterihytter, hvor børn og kvinder hamrer løs. Tre kvinder råber efter os.  - I kommer bare her og tager børnenes tid væk fra arbejdet. I skulle hellere tage dem med jer og hjælpe dem! Det stikker i mit hjerte, da jeg godt kan forstå kvindernes reaktion. Men hvad kvinderne ikke ved er, at Red Barnet forsøger at få Uttam og nogle af de andre børn væk fra batterijobbet ved at give dem skolegang og en faglig uddannelse. Derefter har børnene nemlig mulighed for at finde et bedre job, hvor de kan forsørge sig selv, uden at sætte deres helbred på spil. Uttam er glad for de tre timers undervisning, han får hver eftermiddag, men han ville hellere gå i skole hele dagen: - Hvis begge mine forældre kunne arbejde, ville jeg ikke behøve at have et job. Men jeg har de her dårlige job, fordi det er dem, jeg kan finde ud af. Uttam fortalte sin historie til Birgitte Kabel, informationsmedarbejder i Red Barnet, maj 2004.