Julemanden er flyttet til Kina

Langt det meste af det legetøj der produceres i verden, er "Made in China" af unge piger, der tjener ned til 50 øre i timen.
 
Af Ulrik T. Skafte, ZAPP
 
Det er en gammel skrøne, at julemanden bor i Grønland. Det gør han ikke! I virkeligheden bor han i det sydlige Kina midt i Perleflodens delta. Julemanden er af hunkøn. Hun er en ung mørkhåret bondepige i alderen 16-25 år, der knokler fra tidlig morgen til sen aften med at lave julegaver til den kristne del af verdens børn.

Alene i området omkring Perlefloden ligger 1.800 kæmpestore legetøjsfabrikker. Faktisk regner man med, at 1 million mennesker er beskæftiget med at lave legetøj på 6.000 legetøjsfabrikker rundt omkring på kloden. Af denne ene million arbejder kun 55.000 mennesker på de europæiske legetøjsfabrikker, som eksempelvis Lego.
Langt de fleste mennesker, der laver legetøj, er altså kinesere. Kina er det land i verden, der producerer mest legetøj. 
 
Billige kinesere
Produktionen af legetøj i Kina steg voldsomt fra og med 1980. Det kommunistiske Kina, der ellers før 80'erne havde været et meget lukket land, åbnede grænserne i bl.a. området op til millionbyen Hong Kong, der før var en engelsk koloni. I 1999 overgik Hong Kong i følge en gammel aftale til Kina, men byen fik lov til at fungere som før. I Hong Kong er der masser af penge, smarte biler og dygtige forretningsfolk, der kan sætte sving i kinesisk produktion.
Formålet med åbningen var netop at trække udenlandske virksomheder til, så der kunne skabes arbejdspladser. I Kina er der voldsom arbejdsløshed, derfor er folk parate til at gøre meget for at få et arbejde.

Den kinesiske regering lavede nogle særlige økonomiske zoner så store som Sjælland eller Fyn. Zonerne kunne omfatte en hel storby og dens nærmeste omgivelser. Udenlandske virksomhedsejere, der slog sig ned i zonerne, fik nogle fordele. De skulle ikke betale skat, told eller andre afgifter.

Det allervigtigste var at kineserne var parat til at arbejde så godt som gratis. En arbejder på en legetøjsfabrik i Kina tjener eksempelvis mindre end 500 kroner om måneden for en arbejdsdag der kan strække sig op til 16 timer alle ugens syv dage i højsæsonen. Det svarer til en timeløn på omkring 50 øre.
 
Kinesiske nissepiger
Arbejderne på legetøjsfabrikkerne er typisk unge piger i alderen 16-25 år. Pigerne rejser flere tusind kilometer til området omkring Perlefloden ude fra Kinas landsbyer hvor fattigdommen er uhyggeligt stor. Der er ganske enkelt ikke arbejde at få hjemme i landsbyerne, samtidig lokker storbyerne med løfter om penge, smart tøj og en anden livsstil end den landsbyen kan byde på.

Faktum er dog at pigerne ikke får meget tid til at nyde livet i storbyen. De bliver indkvarteret i soverum 15-20 stykker ad gangen. Når de ikke arbejder, sover de. Der arbejdes alle syv dage om ugen. Ofte med overarbejde.

Soverummene ligger i reglen meget tæt ved fabrikken eller inde på fabrikkens område. I værste fald ligger soverummene lige oven på fabrikshallen selv om det er blevet forbudt efter nogle store brande hvor de sovende arbejdere brændte inde.
                     
Må betale for at arbejde
De fattige kinesiske piger der ikke har en klink på lommen når de ankommer, må oven i købet betale myndighederne for at få lov til at rejse ind i området. Afgiften svarer til tre måneders løn, der bliver trukket i pigernes løn. Pigerne skal også betale fabrikkerne en måneds depositum for at få lov til at arbejde, så der går faktisk næsten et halvt år før udgifterne til rejsen er betalt.

Pengene får pigerne ikke selv meget gavn af. Langt det meste af lønnen sendes hjem til familien. I nogle tilfælde må pigerne knokle for at deres storebror eller lillebror kan få en uddannelse. Drengebørn har i Kina ret til at være først når det gælder skolegang. 
 
Legeplads for Joakim von And
Det er klart at sådanne forhold er guf for enhver virksomhedsejer der vil producere legetøj og tjene penge. Internationale legetøjsproducenter som Mattel, Hasbro og Zapf stod derfor i 80'erne kø for at få produceret deres legetøj billigt i Kina. Nogle købte deres egne fabrikker, men de fleste valgte at lade en underleverandør producere varerne for sig i Kina. Underleverandøren bor typisk i Hong Kong. Han ejer selv fabrikken i Kina, der leverer varerne til Hong Kong der igen sørger for at varerne sælges videre til Europa.

Hvis de europæiske forbrugere skulle blive for kritiske med hensyn til arbejdsforhold, kan legetøjsfirmaet i fx Danmark eller USA bare vaske hænder og sige at det er underleverandørens problem. De ejer ikke nogen fabrik i Kina og har altså ikke noget problem.
 
Julemanden er flyttet til Kina
Fra 1990 til 1997 eksploderede værdien af den kinesiske produktion af legetøj fra 16 milliarder kroner til næsten 50 milliarder kroner. I 1999 importerede Danmark alene fra Kina 1.345 tons krammedyr med fyld til en værdi af 91 millioner kroner. Samlet blev der i 1999 indkøbt legetøj fra Kina for ialt 494 millioner kroner - for næsten 10.000 tons legetøj! Det er således næsten halvdelen af alt legetøj i Danmark, der produceres i Kina.

En af de største danske succeser i 1999-2000 var de små samlefigurer Dracco Heads, der på et halvt år gav det danske firma Xinox i Allerød en pæn omsætning på 40 millioner kroner. På bare et år blev der solgt over 16 millioner figurer til skolebørn i Danmark. Selskabets direktør, Steen Højbjerg, fortæller selv til Morgenavisen Jyllands-Posten at Dracco Heads bliver produceret i Kina for at holde produktions-omkostningerne nede. Det betyder i al sin enkelhed at arbejderne ikke skal have for god løn, at arbejdsforholdene er elendige, og at fabrikken måske tilmed sviner miljøet til i Panda-bjørnens eget land.
 
Sådan gør vi, når vi vasker vores hænder...
Efter nogle frygtelige brande med flere hundrede ofre voksede den internationale kritik i løbet af 1990'erne. Dels blev de store internationale legetøjskonsortier kritiseret for ikke at sørge for at arbejdsforholdene var i orden. Dels blev Kina's egen regering kritiseret for ikke at lave en ordentlig arbejdsmarkedslov, for lemfældig en kontrol af arbejdsforholdene og for ikke at tillade frie fagforeninger.

Europæiske forbrugere begyndte at stille krav. Det er i sig selv en frygtelig tanke at det legetøj som også danske børn leger med, er produceret af kinesiske børn der ikke engang kan drømme om at lege da de knokler dagen lang med at producere legetøj til bl.a.  McDonald's.

Nogle store koncerner gav efter for kritikken og lavede et sæt regler som de kaldte "Code of Conducts". Det vil sige regler som underleverandøren skal rette sig efter hvis han vil levere varer til koncernen. Problemet er bare at det var og stadig er for let at snyde sig uden om disse regler. Kontrollen er ganske enkelt for lemfældig og tilfældig. Desuden er det ofte selskabets egne medarbejdere der tjekker reglerne - eller også har selskabet hyret et kontrolfirma til at udføre kontrollen. "Kontrollanterne gør ikke deres arbejde godt nok," understreger May Wong, der arbejder for den uafhængige faglige organisation Asian Monitor Resource Centre (AMRC) i Hong Kong.
 
Børnearbejdere hos McDonalds-leverandør
Ofte ved legetøjsfabrikkerne i forvejen hvornår kontrollanterne kommer. Det betyder at alle dårligdomme og eventuelle børnearbejdere kan nå at gemmes af vejen. McDonald's har en kontrolvirksomhed fra Schweiz til at kontrollere fabrikken City Toys i Kina, der leverer legetøj til Happy Meals, men inspektørerne kommer måske kun én eller to gange om året.

I juli 2000 besøgte AMRC den samme fabrik. Man registrerede 160 arbejdere under 16 år. McDonald's reagerede prompte og sendte et undersøgelsesteam til fabrikken, men samtlige børnearbejdere var på dette tidspunkt fyret og sendt hjem.

McDonald's fandt dog arbejdsforholdene så dårlige på fabrikken at de opsagde kontrakten med virksomheden, der herefter fyrede endnu flere voksne arbejdere. "McDonald's kan nu vaske hænder, men arbejderne har mistet deres jobs og står i skidt til halsen. Ville det ikke have været bedre hvis McDonald's havde holdt fast i kontrakten og forlangt arbejdsforholdene bragt i orden så arbejderne kunne beholde deres arbejde," spørger May Wong fra Asian Monitor Resourse Center (AMRC).